Tilbage til sandheden

Bog: Forfatter: Forlag:

Bog: Tilbage til virkeligheden
Forfatter: Pierre Collignon
Forlag: Gyldendal (360 sider, 300 kroner)

Anmelder: Anne Lea Landsted, journalist

Lad mig starte med konklusionen. Nedlæg grunduddannelsen i journalistik, og erstat den med en overbygningsuddannelse med Pierre Collignons bog ’Tilbage til virkeligheden’ som fast pensum. Bogen er en af de vigtigste og væsentligste bøger om journalistik, der er skrevet i nyere tid. Den tager fat i en vigtig debat og gør det med stor overbevisning.

Forfatteren, der er tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten, tager i ’Tilbage til virkeligheden’ livtag med løgnen i alle dens afskygninger – fra 1700-tallets Paris til Brexit og den amerikanske valgkamp, der jo som bekendt endte med valget af en præsident, der snart ikke kan åbne munden uden at råbe ”fake news”.

I bogen defineres ”fake news” som ”falske oplysninger bragt med forsæt i et format, der ligner rigtig journalistik”. Ifølge forfatteren er det imidlertid ikke det værste problem i den postfaktuelle forvirring. Samfundets største faktuelle udfordring er misinformation og manipulation, hvor misvisende meddelelser camoufleres som reel information og i værste fald med det formål at forsøge at påvirke den offentlige opinion.

Pierre Collignon benytter i bogen lejligheden til at slå et slag for objektiviteten, som efter hans mening bestemt ikke er ”nonsens” eller ”en misforståelse”, som flere har hævdet. Tværtimod. Den er bare blevet misforstået og fejltolket. Objektivitet handler ikke om at høre alle parter med lige vægt, men om at forholde sig kritisk til emnet. Det er med andre ord ikke resultatet, der er objektivt, men metoden. Forfatteren kalder det for kritisk objektivitet, hvor målet er at give et både retvisende og holistisk billede af virkeligheden. Med nutidens konstante deadlines kræver det viden, forsigtighed og omtanke.

”Det stiller krav til journalistuddannelserne og redaktioner om at styrke journalisternes faglighed, også af den helt gammeldags faktuelle slags. Retorik og diskursanalyse gør det ikke alene. Nutidens journalister skal også vide en masse om politisk historie, samfundsøkonomi, internationale forhold og statistik,” skriver forfatteren, der savner et generelt højere vidensniveau blandt journalister.

’Tilbage til virkeligheden’ er resultatet af et imponerende researcharbejde. Bogen er velargumenteret og vældig godt skrevet. Der bruges måske lige vel mange ord i den første del, hvor det indimellem godt kan virke, som om Pierre Collignon næsten er bange for ikke at have dokumentation nok. Men der er rigeligt, og forfatteren lever til fulde op til sine egne idealer om kritisk objektivitet. 

 

0 Kommentarer