Teaterstykke: I nat kommer krigen hjem

Scene: Teatret ved Sorte Hest

Manuskript: Joan Rang Christensen og Kristian Thingholm

Instruktion: Christoffer Berdal

Spilleperiode: 11. april-11. maj 2019

Anmeldt af Johs Lynge, freelancejournalist

De fleste (pressefolk) husker måske, hvor de befandt sig den tirsdag formiddag i januar 2015, da nyheden brød, om at 13 medarbejdere fra det franske satiremagasin Charlie Hebdo var blevet skudt og dræbt af to unge mænd med profetens ukrænkelighed på hjernen. Kan man lave eksperimenterende teater om den slags?

Ja, på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbro kan man for tiden opleve enakteren ’I nat kommer krigen hjem’, hvor begivenheden bearbejdes med omfattende kunstnerisk  refleksion og sættes ind i en større historisk og ideologisk sammenhæng.   

Stykket er en art kombineret doku-fiktion og metafortælling om to dramatikere og deres oplevelse af den vestlige verdens reaktion på Charlie Hebdo-angrebet; skrevet af Kristian T. Erhardsen og Joan Rang Christensen, baseret på deres brevveksling i kølvandet på angrebet. Nu gestalter to skuespillere dem så åndeligt og fysisk i en hæsblæsende forestilling, både hvad tekstmængde og scenisk aktivitet angår.

Den står på en række refleksioner om livet som skabende kunstnere i en krigsførende nation, som Danmark jo også er blevet, og Vestens fortid som kolonimagt. For spiller denne fortid en underliggende rolle i terrorangreb af denne art?

Nogle gange er det jo sundt at tage vores forestillinger om ”de gode” og ”de onde” op til revision – og her udarter det sig til konfronterede teater.

Det er scenekunst med både vilde dramatiske ambitioner og politiske holdninger på mange felter, hvilket debatarrangementer i teatrets café efter forestillingerne ikke søger at skjule – tværtimod. For det er en erklæret mission fra folkene bag at sætte fokus på etniciteternes, kønnenes og seksuelle minoriteters ligestilling – iscenesat helt fra bunden. Således er det ingenlunde tilfældigt, at dramatikerne bag og skuespillerduoen på scenen er henholdsvis mand og kvinde og hvide og farvede – og instruktøren homoseksuel. For der er ifølge hele holdet (og en del andre i branchen, åbenbares det i debatten) behov for, at man i dansk teater får fokus på diversitet; således at hvide mænd ikke løber med al opmærksomheden på scenen, kunststøttekronerne og direktørposterne på landets teatre.

At lykkes med en forestilling af så omfattende et ideologisk tilsnit stiller selvfølgelig store krav til de kunstneriske evner, så intentionerne bag ikke overskygger den teateroplevelse, man gerne skulle have (før den står på diversitets-debat i caféen). For denne teatergængers vedkommende blev det noget af en tekstmættet mundfuld – men langtfra uvedkommende.

Foto: Thomas Cato