Denne bog om den gode historie og om fortælleteknik er modsætningsfyldt. Det er sjovere at flyve F-16 i bølgehøjde over et brusende Kattegat med Metallica i øresneglen end at læse om aerodynamik. Men det sidste, at forklare teorien bag, gør P1-redaktør Anders Kinch-Jensen i lærebogen "Forankring Fryder – Journalistisk fortælleteknik". Derfor retter bogen sig mere mod studerende end professionelle, med mindre man har akut behov for at genopfriske nyhedstrekanten.

Bogens pointe kan dog være interessant for alle formidlere. Kinch-Jensen mener, at læserne, lytterne og seerne skal kunne genkende dele af historien for at være modtagelige over for nye informationer. Det nye skal forankres i det alment kendte. Det er ikke nødvendigvis kun kendte fakta, men for eksempel også kendte lyde, fordomme og fortællemodeller.

"Det er forankringen i form af de genkendelige rammer, der danner afsæt for de overraskende improvisationer og sørger for, at publikum kan se det sublime udfolde sig," skriver Anders Kinch-Jensen i forordet.

Efter nyhedstrekanten, aktantmodellen og berettermodellen – godt tre fjerdedele henne i bogen – når man så også frem til forfatterens egentlige ærinde: Nemlig at slå et slag for den nonlineære fortælling. En sådan fortælling er kendetegnet ved at have flere vinkler og konklusioner inden for samme tema. Denne fortælling er heller ikke umiddelbart logisk opbygget, men bruger associationer til at springe i handling og tid. Avisernes temasider kan illustrere den nonlineære fortælleform. Formen kræver i endnu højere grad, at historien er forankret i det kendte, så publikum kan følge med.

Kinch-Jensens bog kan altså også bruges af journalister, der vil fortælle historier på nye måder. Ligesom piloten bør se på kortet, inden han knalder ind i Læsø.

"Forankring fryder – Journalistisk fortælleteknik" af Anders Kinch-Jensen, udgivet i samarbejde mellem DR Multimedie og forlaget Ajour, 123 sider, 220 kroner.