Tak for lektionen

Bog: Forfatter: Forlag:

ANMELDELSE. I tide og utide dukker de op. Undersøgelserne. Alt efter hvilken vej vinder blæser, konkluderer de alt fra, at ni ud af ti skolebørn ikke gider lave lektier, til at størstedelen af danskerne elsker bacon (det behøver man nu ikke en undersøgelse for at konkludere). Men når artiklen, radioudsendelsen eller tv-indslaget er blevet fordøjet, dukker den snigende mistanke op: Ah, kan det nu også passe?

I 2011 udgav Kresten Roland Johansen og Lars Friis bogen En ny undersøgelse viser – eller gør den? Her dykkede de to forfattere ned i, hvordan man – du, jeg og alle de andre – kan lave en undersøgelse, og hvilke faldgruber vi skal undgå.  
Nu har bogens 2. udgave ramt gaden. Og lad det være sagt med det samme: Denne signatur er svært begejstret.
En person, der til dagligt arbejder med undersøgelser, vil måske ryste på hovedet og tænke: »Nå, vi skal helt tilbage til Adam og Eva!«
Ja, det skal vi faktisk – og til forfatterne: Tak for det! Hvorfor? Fordi overtegnede, der er en novice ud i undersøgelser, fra første side bliver taget i hånden og guidet gennem hele processen fra ide til formidling af resultaterne. Hele vejen med gode og illustrative eksempler.
Efter et par gennemlæsninger er det svært at fremhæve et kapitel frem for et andet. En ny undersøgelse viser – eller gør den? fremstår som en rejse fra A til Z, hvor alle bogstaverne bliver beskrevet undervejs. Med det skrevet: For den mere øvede kan bogen fungere som opslagsværk.
Alligevel er det på sin plads at skrive lidt om de to første kapitler, da det virker, som om mange journalister går galt i byen i de indledende faser. Første kapitel ”Når ideen opstår” kommer – ikke overraskende – med gode inputs til, hvor vi bør starte undersøgelserne. Andet kapitel dykker ned i, hvordan vi skal stille de gode spørgsmål i undersøgelsen. På lur mellem ordene ligger guldkornet: ”Overvej derfor for hvert spørgsmål, om det er formuleret, så der kan vinkles journalistisk på det.” Det kunne vi vel egentlig alle sammen lære af – også i det almindelige interview.
Det bedste ved En ny undersøgelse viser – eller gør den? er dog ikke alle de konkrete teknikker, Johansen og Friis putter i vores værktøjskasse. Nej, det er muligheden for at være endnu mere kritiske, når en ny, smart undersøgelse lander i vores indbakker. Med bogen i hånden bliver det lettere at gennemskue, hvis tallene lover mere, end de kan holde.
Men er der da intet negativt ved bogen, vil den kritiske læser indvende. Jo, det er der. Til tider bruger forfatterne lidt for mange passiver, hvilket ærgrer mig. Men igen – undersøgelser er ikke sexede, så det er nok ikke her, man som forfatter spiller sprog-fandango.
Kort sagt: Anbefalet!

En ny undersøgelse viser – eller gør den?
Kresten Roland Johansen & Lars Friis
Forlaget Ajour
120 sider, 196 kroner

Søren Frandsen er freelancejournalist

0 Kommentarer