Bog: Kampklar – Fortællinger fra mit livs frontlinjer
Forfatter: Ole Sippel
Forlag: Rosinante (281 sider, 300 kroner)

Anmelder: Maria Brus Pedersen, journaliststuderende, DMJX

Hvis man ikke lige kan sin Israel/Palæstina-konflikt eller er bekendt med den interne organisering i DR, eller hvis man bare gerne vil tages med på rejse tilbage til en tid, hvor journalistik blev lavet under helt andre vilkår, så er der meget at hente i Ole Sippels selvbiografi ”Fortællinger fra mit livs frontlinjer.” Sippel, som ad flere omgange var DR’s korrespondent i Mellemøsten fra 1960’erne og helt op til Irakkrigen, fortæller i ni essays om nogle af de vigtigste perioder i sit liv som korrespondent og som chef på DR.

Vi er med i dagene op til, at der udbryder borgerkrig i Jordan, hvor Ole Sippel ender med at være fanget på et hotel i Amman sammen med journalister, fotografer og lydfolk fra hele verden. Her kulminerer det opgør mellem den jordanske konges hær og de palæstinensiske oprørere i landet, som han i sine reportager fra området har beskrevet i månederne forinden. Da Ole Sippel og hans kameramand og lydmand endelig slap ud af Jordan, blev de hentet i Genevé af et privatfly lejet af DR, så de kunne komme hjem i tide til at rapportere i TV Avisen 19:30.

Bogen byder på et indblik i en tid, hvor selve korrespondentvirket var i sin spæde opstart, og hvor det at rapportere fra begivenheder rundt omkring i verden var noget mere tidskrævende, end det med smartphones og internet er i dag. Og det indblik er bogens største styrke.

Sippel beskriver, hvordan et korrespondenthold på tre mand medbragte 150 kilo kameraudstyr, når de skulle lave reportager fra Mellemøsten. Hvordan det aldrig var sikkert, at ens materiale kom hjem i god behold – og da slet ikke til tiden. Og hvordan det kostede tre journalisters månedsløn at bruge satellittelefonen i 10 minutter – uden at der var garanti for, at man kom igennem.

Ole Sippel var programchef på TV Avisen, dengang DR mistede sit sendemonopol, og TV 2 kom på banen. I dag, hvor nyheder er tilgængelige overalt, 24 timer i døgnet, er det interessant at se tilbage på, hvordan det kostede store interne kampe, om man skulle flytte TV Avisen en halv time for at få seerne tilbage fra TV 2.

Bogen er bygget op i tre kapitler, alle med et forord af Frank Esmann, som også har redigeret bogen. Materialet til Ole Sippels selvbiografi var nemlig ikke helt færdigt ved hans død i 2013, og det bærer bogen desværre præg af. Om end det er interessant læsning, er den også til tider abrupt og med store spring i tid og sted. Den røde tråd mangler simpelthen, og man bliver som læser ikke holdt særlig meget i hånden. At Ole Sippel havde en enorm viden om Mellemøsten og de konflikter, der udfoldede sig i regionen, er man ikke et øjeblik i tvivl om, men han gør heller ikke læseren nogen tjenester. Det hele bliver til tider meget indforstået, og hvis man ikke i forvejen er inde i en given konflikt, er det svært ikke at tabe tråden en gang imellem.

Noget, der går igen gennem hele bogen, er Ole Sippels slet skjulte selvtilfredshed, som bliver en måske ufrivilligt sjov rød tråd. Man er som læser ikke i tvivl om, at Sippel var en dygtig journalist – men man er heller ikke i tvivl om, at han selv vidste det.

Bogen er bestemt værd at læse, og man får da også et klart indtryk af, hvilken slags journalist Ole Sippel var. Men det er ikke en biografi, hvor man kommer helt tæt på manden bag, det er den for usammenhængende til.