Bog: De skjulte algoritmer – Teknoantropologiske perspektiver
Forfattere: Klavs Birkholm og Niels Frølich (red.)
Forlag: Djøf Forlag (272 sider, 295 kroner)

Anmelder: Sebastian Gjerding, journalist, Information

Algoritmer har stigende indflydelse på stort set hele tilværelsen. Når vi surfer på nettet, på sociale medier, i fremtidens smarte by og i vores kontakt med det offentlige. Og det sker uden stor opmærksomhed eller forståelse for, hvordan de fungerer, og hvad der ændrer sig, når beslutninger bliver taget af automatiserede systemer frem for mennesker.

Algoritmerne – som i Facebooks newsfeed, Googles søgemaskine eller dem, banker og forsikringsselskaber anvender – er ofte umulige at få indsigt i. Og med maskinlæring og stigende kompleksitet opstår der yderligere det problem, at ikke engang dem, der har udviklet dem, til fulde kan forklare, hvad der sker og hvorfor. Ikke betryggende, når det har indflydelse på vores mulighed for at få et banklån, en sundhedsforsikring eller blive prøveløsladt eller på de Google-resultater, som påvirker vores holdninger.

Forfatterne vil med antologien åbne algoritmernes sorte boks, og det er stærkt tiltrængt. De problematikker, der behandles i de enkelte kapitler, er tankevækkende og spænder bredt: Fra journalistiske undersøgelser af racisme og kvindehad i Google-søgeresultater til etik og dansk forvaltningsjura. Over halvdelen af kapitlerne er oversatte tekster fra velskrivende internationale skribenter – der i fem ud af seks tilfælde tidligere har været trykt i The Observer.

Bogen leverer gode forsøg på at udforske og afklare begreber som ’algoritme’, ’big data’ og ’kunstig intelligens’, da netop uklarheden om, hvad det er, vi taler om, er med til at gøre det sværere at forstå magtudøvelsen. Derfor er det da også ærgerligt, at en af forfatterne i bogens første kapitel selv gør sig skyldig i analogier, der ikke tjener bogens formål. En person, der mener, at det er fint, at Facebooks algoritme foretager en vis sortering af indhold, betegnes som en, der ”ville egne sig fortræffeligt som undersåt i det hedengangne DDR eller et andet af kommunismens totalitære vasalsamfund”, mens Facebooks newsfeed og forsøg på blandt andet via brugerinput at styre og begrænse, hvad der når ud til brugerne, ”bare gør ligheden med det kommunistiske Central- og Østeuropa endnu mere slående”.

Men diktaturreferencerne er upræcise og tjener ikke til forståelsen af, hvordan moderne algoritmisk regulering fungerer. Det er ganske meget nemmere at forstå et totalitært diktaturs redigering af regimekritisk indhold og ensretning af et nyhedsbillede end at forstå de skjulte algoritmer.

De fungerer nemlig ikke ud fra ensretning efter ideologi, men ved udvælgelse af nyheder, søgeresultater eller forsikringstilbud til individet på baggrund af adfærd, brugerinputs og dataspor. Det gør det meget svært at opdage præcis, hvordan det foregår, hvorfor det overhovedet sker, og hvilke hensyn der ligger bag. Facebook er netop ikke ’dit Pravda’, som det hævdes i bogen, og derfor er det så vigtigt, at vi kommer til at forstå, hvad det så er, og hvordan vi får bekæmpet de problemer, som de uigennemsigtige algoritmer skaber.

Her formår antologien – trods ujævnheder – at gøre læseren klogere på, hvor udfordringerne er, og hvorfor algoritmerne ikke længere bør have lov til at herske i det skjulte.