Bog: Kort & Cool. Strambuks til skribent og skribente
Forfatter: Susanne Staun
Forlag: Gyldendal (104 sider, 129,95 kroner)

Anmelder: Lotte Kirkeby Hansen,  freelancejournalist og forfatter

Man tør næsten ikke. Anmelde en bog om sprog. Men heldigvis lærer man noget undervejs. For eksempel at det er bedre at skrive man end du. Du er en anglicisme, og den slags bryder man sig ikke om. I hvert fald ikke, hvis man hedder Susanne Staun, forfatter og sprogrevser med forkærlighed for strambuks (læs: prygl). 

Og det er der mange, der fortjener. For deres dårlige og slatne sprog. De har glemt – eller også ved de ikke – at kort er lig med cool, og at slettepedalen er en ven. Og hvorfor skriver vi overhovedet så langt og omstændeligt? Er der en tryghed i langagtigheden? spørger Susanne Staun. Eller er vi begyndt at blåstemple det komplicerede sprog? I så fald vil hun gerne indføre beskatning på overflødige ord og konstruktioner. Og blæse til kamp mod præpositionspløre og pølsesnak, anglicismer og pleonasmer, klichéer og blanko-konstruktioner. Og til forsvar for kolon og semikolon og for sproget som præcisionsinstrument. Der er nemlig pragtord, som vi bruger for lidt, som for eksempel strambuks. Og pragttegn, som vi ikke tør sætte, som for eksempel semikolon. Som begge er med til at gøre sproget stramt og præcist. Men det er kun for de modige. For dem, der tør tone rent flag og sige, hvad de mener. 

Når vi skærer det overflødige fedt væk, kommer sproget til at stå nøgent. Det er vovet. Og frem for alt tydeligt. Det kan være farligt at være præcis. Som i dette eksempel fra bogen, hvor Camilla Wang, dekan på produktionshøjskolen Metropol, i november 2014 udtalte i ’Deadline’: ”Rapporten peger på nogle kendte udfordringer …” Og den tog Niels Krause-Kjær til Susanne Stauns store begejstring op: ”Hvad er det for kendte udfordringer, og skal vi nu ikke bare sige problemer i stedet for udfordringer?” Og hermed bliver en af hendes kæpheste ført af stald: Den politiske korrekthed utydeliggør sproget. Selv er Susanne Staun klar og tydelig. Kort, cool og kontant. Skarp som en ragekniv, nådesløs og utrættelig. Selv de mest hærdede sprogforskere får hun til at sukke og udstøde: ”Tænk, at du gider”, når hun (igen) går i gang med sit sprog-pedanteri. Men det gør hun. Glad og gerne. 

Det er sjovt – og nogle gange plat – når hun finder fejl, og da hun går idiosynkratisk snarere end systematisk til værks, er hendes bog først og fremmest underholdende. Men også god at få forstand (og røde ører) af, og den kunne med fordel ligge på enhver redaktion. Også selv om illustrations-­siden ikke er voldsomt indbydende med sine mestendels sorte og gnidrede illustrationer, der ligner noget, der er lavet på en nedslidt fotokopi­maskine.