search

Store lille o

Bog: Forfatter: Forlag:

ANMELDELSE. Dagbladet Informations grundlægger, Børge Outze, var og er både et journalistisk og pressehistorisk ikon – og tilmed også en regulær helt fra modstandskampen under besættelsen.

Det kan man forvisse sig om ved læsning af Erik Lunds og Jakob Nielsens indbydende og særdeles velfortalte bog om Børge Outzes virke under krigen "Outze i krig – med skrivemaskinen som våben".
Fra dagen for krigsudbruddet 9. april 1940, hvor Outze var udsendt reporter til Tønder, over tilblivelsen af det illegale Information til hans spektakulære flugt fra tyskerne, som det lykkedes ham at bilde ind, at han ville agere tysk spion. Videre til modstandsarbejdet i Stockholm og tilbage til København, befrielsen og den dramatiske overtagelse af det nazistiske blad Fædrelandets lokaler i St. Kongensgade og den næsten endnu hårdere kamp for i fredstid at holde liv i det nu helt legale lille blad med den velkendte og stolte prik over i'et.

Krigsdrama, pressehistorie og en skæbnesvanger personlig beretning i et. Og historien om den unge stjernereporter, der får stablet sit illegale nyhedsbureau på benene i en farefuld tid, mens han også lige passer to job ved siden af. Dels som reporter og redaktionssekretær på Nationaltidende, dels som redaktør af Politiforbundets blad, hvilket jo er en dobbeltrolle, der skurrer i ørerne med nutidens journalistiske professionsnormer in mente, men som Outze tilsyneladende havde integritet nok til at håndtere.

Makkerparret Lund og Nielsen har fundet et herligt fælles tråd – med Lunds historiske viden og indsigt, samt ikke mindst minutiøse indsamling af beretninger fra hovedpersonerne i slutningen af 1960erne, koblet med Nielsens ferme journalistiske overskud.

Tilsammen gør det bogen til en ren og spændende nydelseslæsning, hvor de dramatiske scener fra besættelsestiden med al dens cigaretrøg, lange mørke frakker og alvorstunge unge mænd i gamle biler træder knivskarpt frem som ramme om fortællingen om Informations fødsel. Og dejligt befriende uden alt det udenomsværk, overspil og kulissepjat, der for eksempel skar filmen om Flammen og Citronen helt i stykker.

Bogen kan meget mere. Ikke mindst fordi historien om Outze i krig er meget mere end en beretning fra besættelsen. Det er historien om en kamp mod en besættelsesmagt OG en historie om en kamp for publicistiske og journalistiske idealer. Eller som Outze citeres for jævnligt at have sagt til sine medarbejdere på Information: "Det er ikke meninger, det kommer an på. Det er holdning."

Sagt af en mand, der i bladets første illegale levetid havde alle (der var godt nok ikke så mange, men alligevel) abonnenters adresser gemt i sin hukommelse. En redaktør, der sætter livet på spil for at få nyhederne ud. En redaktør og en journalist, som aldrig bliver for fin til de små historier i en evig tiltro til journalistikkens nødvendighed. Og en redaktør, som er bevidst om de mørke sider i et altædende krigsformørket journalistliv, hvilket de rørende breve til datteren og moderen vidner om.
Outze er en sand helt, der til stadighed bør inspirere med sin offervilje, sit mod, engagement og sin brændende publicistiske og journalistiske ild.

"Outze i krig – med skrivemaskinen som våben"
Af Erik Lund og Jakob Nielsen
Informations Forlag
338 sider, 299 kroner

Troels Mylenberg er Christiansborg-reporter for Berlingske Tidende

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen