search

Stand-up verden rundt

Bog: Forfatter: Forlag:

ANMELDELSE. Rasmus Tantholdt er en dygtig journalist, og han fungerer godt på en skærm. Han beretter fint fra verdens brændpunkter, men spørgsmålet er, om hans liv på farten for TV 2 er så interessant, at det er en 400 siders lang bog værd.

Verden er stadig ny er skrevet i samarbejde med kollegaen Andreas Fugl Thøgersen, hvis rolle jeg – i parentes bemærket – er lidt usikker på. Vi er i Mellemøsten, Afghanistan og Pakistan og flere steder i Afrika.

Det er altid spændende at være med i maskinrummet, især hvis man er helt inde og røre ved de enkelte dele, mærke nerven og nærværet, lære folk at kende, at holde af dem, at gribes eller græmmes.

Jeg bliver aldrig helt grebet af Rasmus Tantholdts tur verden rundt. Der er for meget tell og for lidt show for nu at bruge nogle af fagets termer. Det er Tantholdt, der holder mikrofonen, og han slipper den nødigt for at lade historierne folde sig ud. Måske fordi han sjældent opholder sig ret længe ad gangen i et land, men springer fra kontinent til kontinent. Sagt på en anden måde. Der er for meget stand-up og for lidt step-down efter min smag.

Han er helten på en mission: At ville fortælle danskerne om verden uden for Danmark, og det er prisværdigt. Problemet er, at det ikke så meget er verden, men Tantholdt, vi hører mest om. Han er helten, den rene, der sjældent tager fejl, der elsker sit job og sin familie, som er den perfekte ægtefælle og far, der altid husker at ringe hjem og da også har overskud til at lave julemad inden næste trip.

Og naturligvis træffer Tantholdt de rigtige beslutninger i pressede situationer, som da han hjælper en italiensk kollega, der sidder fast i mudder på vej ud af Syrien. ”Skulle jeg redde min egen røv? Eller skulle jeg risikere at blive fanget for at hjælpe en mand, jeg havde kendt i godt et døgn? Jeg valgte det sidste, naturligvis – hvad ellers kunne jeg reelt gøre?” Hvorfor er det vigtigt at fortælle læseren det, hvis der ikke er noget reelt dilemma? Just do – don’t tell.

Kollegerne falder på stribe. Tantholdts gode ven eller snarere tidligere gode ven, Nils Giversen (der i øvrigt konsekvent hedder Niels i bogen),  bliver fyret fra DR, fordi han har brugt arbejdstiden på at optage en samtale med Tantholdt og give optagelsen videre til filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen. I optagelsen nævner Tantholdt – ifølge filminstruktøren – navnet på den kilde, der fortalte, at regeringen overvejede at sende jægersoldater til Irak.

Jeppe Nybroe bliver fyret som vært på TV Avisen, fordi han lyver for åben skærm og påstår at være med de sidste soldater på vej ud af Irak, mens han i virkeligheden er på vej ind, hvilket Tantholdt fortæller chefen, da hun undrer sig over, at TV 2 ikke har historien.

Få steder i bogen mærker jeg nerven og ærligheden, som da Tantholdt må konstatere, at der ikke længere er nyheder i sultne børn i Afrika og bliver bedt om at forlade kontinentet. Her bliver jeg som læser grebet, fordi det er ærligt. Eller når han står i en katastrofesituation og mest har lyst til at gribe ind. Det er til at forstå som læser, fordi man ofte selv tænker: Jamen så gør da noget.

Irak fylder en del. Det er her, Tantholdts karriere som faldskærmsjournalist begynder. Jeg var selv i Irak i 2003 og 2005 – det var der også andre gode kolleger, der var. De gjorde imidlertid ikke så meget ud af at fortælle om alle farerne, men koncentrerede sig  i stedet om historier om irakernes hverdag og liv uden for Rød Zone. Fx Jyllands-Postens Eva Plesner og Louise Bokkenheuser, der arbejdede som krigskorrespondent for Los Angeles Times.

I småtingsafdelingen vil jeg nok heller ikke kalde Bagdad for kogende varm i december – jeg var der selv i 2005 – det var køligt – især om natten, hvor man pivfrøs i de uisolerede huse. 

Bog: Verden er stadig ny 

Forfatter: Rasmus Tantholdt i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen 

Forlag: Gyldendal

377 sider, 299,95 kroner

Anmelder: Anne Lea Landsted, journalist og journalistisk lektor

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen