Stærkt portræt af de nordiske samfund

Bog: Forfatter: Forlag:

Hvordan fotograferer man et så ukonkret emne som velfærden i Norden? Det giver 15 unge nordiske fotografer deres bud på i bogen "Sort of safe". Emnerne varierer lige fra Finlands enorme våbenindustri til hverdagsliv i et parcelhuskvarter i Danmark. Det er Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen i Århus, og fotografen Kent Klich, der har taget initiativ til workshoppen "Nordic Master Class", som bogen er et resultat af.

"Sort of safe" indeholder et stærkt hold af fotografer, der i sin helhed tegner et billede af, hvor nutidigt nordisk fotografi befinder sig. Og det ser slet ikke skidt ud. Danmark er repræsenteret med fotograferne Casper Balslev, Tariq Mikkel Khan, Stine Larsen og Mads Nissen.

Bogen har et klart overtal af alvorlige emner, men de mere positive historier har heldigvis også fundet vej til bogen. Blandt andet formår den norske fotograf Marie Sjøvold i sin serie "Me and my family" at tilføre sine billeder en særlig humor, når hun portrætterer sig selv i selskab med sin familie som papfigurer.

Generelt er der i bogen skabt variation både i form af forskellige fotografiske stilarter, udtryk og valg af historier. Også layoutet virker gennemtænkt med sine små og store billeder, luft og hele tekstopslag.

Bogens største svaghed er dens billedtekster – eller mangel på samme. I bogens forord beskrives det, hvordan den amerikanske billedredaktør Fred Ritchin under workshoppen gav fotograferne følgende læresætning: "Vi skal kunne se historien i fotografierne. Når billederne ikke er gode nok, bliver vi for afhængige af billedtekster eller af overskrifter." Men den læresætning bliver et problem flere steder i bogen.

Eksempelvis lader Tariq Mikkel Khans ellers udmærkede billeder fra Grønland beskuerne tilbage med en nysgerrighed eller frustration over, hvem disse mennesker er, og hvad deres historie rummer. Derimod er den svenske fotograf Moa Karlbergs følsomme tekst kun med til at styrke de fantastisk stemningsfulde billeder om ensomheden hos to ældre mennesker.

Man kunne godt have ønsket sig for bogen, at tilrettelæggerne havde gjort mere for at bevare en mere fotojournalistisk kontinuitet i bogens billedtekster. Det havde været med til skabe en helhed i et ellers smukt projekt.

Sigrid Nygaard er fotograf på dagbladet Information.

"Sort of Safe"
Søren Pagter (red.)
Forlaget Ajour
262 sider, 248 kroner

0 Kommentarer