Guide til større kreativitet
Af Hans Chr. Andersen og Michael Flor Hansen
DR Multimedie
144 sider, 199 kroner
Bogen »Guide til større kreativitet« er en hjælp til at genfinde begejstringen og den frie ideudveksling på redaktionsmøderne.
»Den slags gider læserne da ikke bruge tid på.«
»Vi har ikke ressourcer til det pjat lige nu.«
De fleste journalister har været med til redaktionsmøder, hvor del-tagerne brugte mere tid på at skyde hinandens famlende forsøg på ideudvikling sønder end på at finde frem til det bedste bud på en historie. Det giver unægteligt en trist stemning.
Og der skal jo så uendeligt lidt til. Lidt frirum, tid, positiv indstilling, styring, og så en god portion viden om, hvordan vi kan få ideerne til at melde sig – gerne hver dag kl. 9:45.
Den viden får man i »Guide til større kreativitet«. Bogen er en manual for, en inspiration til og en vejledning i, hvordan man kan fremme kreativiteten i en virksomhed, der på den ene side værdsætter nytænkning, og på den anden side kræver, at det hele ikke ender i et ubrugeligt kaos. Bogen er delt op i kapitler om kreativitet og forudsætningerne for at finde den. Desuden er der »de gule sider« med blandt andet metoder, ordlister og fakta. Gå ud og køb den. For trænger redaktionsmøderne – og de andre ideseancer – ikke til nye anslag? Selv den garvede mødeleder kan hente et par fif til at få forsamlingen til at rykke ud på nye stier.
I bogen er der også påstande, som kræver fordøjelse. Hvor mange ledere er eksempelvis villige til at lade en anden lede mødet? Bogens forfattere opfordrer til at invitere en anden til at tage over, for det kan betyde et andet klima for kreativiteten.
Bogen er dejligt brugsorienteret og samtidig skrevet i et sprog, der med både billeder og små anekdoter sætter sig fast i hukommelsen hurtigere og bedre end så mange andre lærebøger. Der er mange gode eksempler på, hvad der skal til for at fremme ideudviklingen og få ideerne landet i praksis. Vi ved jo godt, at det er sjovere at få lov til at fuldføre sine egne geniale påhit, end det er at hænge på chefens evindelige pligtopgaver. Men hvordan er det nu, man helt konkret tackler balancegangen mellem det, man gerne vil, og det, der er muligt og godt for helheden?
Med spørgsmål som: »Hvor mange af dine medarbejdere har inden for den seneste tid taget initiativer, de ikke var blevet bedt om?« er der rig mulighed for refleksion over egen formåen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.