Anmeldelse af Gregers Dirckinck-Holmfeld: PH ved tasterne.

PH ved tasterne er en meget veloplagt og stimulerende bog. Det er, som om den gamle lysmager får det bedste frem i sproget hos dem, der skriver om ham, og det smitter af på læseren. Man føres igennem læsningen af en eminent fortæller, der både har sans for manden, stoffet og tiden; for den, der er født efter 2. Verdenskrig, er der her en enestående mulighed for at fornemme stemningen i mellemkrigstiden, efter og før verden gik af lave.

Gregers Dirckinck-Holmfeld, som ikke kunne hedde andet end Gregers Dirckinck-Holmfeld, har nærlæst specielt de artikler, der har stået i Ekstra Bladet, som PH var knyttet til i perioden 1924-26, altså da han var først i 30'erne. En uhyre stor produktivitet finder i denne periode vej, også til Ekstra Bladet, selv om Poul Henningsen samtidig arbejder intenst med sin berømte og patenterede lampe.

Dirckinck-Holmfeld ærgrer sig tydeligvis over, at PH's skriverier i Politiken i den grad har skygget for virksomheden i Ekstra Bladet, at de fleste blot ignorerer den eller går let hen over den.

Det er der ikke nogen grund til, for der er virkelig meget at hente: om byplanlægning, trafik, moral og sædelighed, om teater, om mågestel og platter, om liv og mode i Paris og om den trykkende stemning på hovedbanegården i Hamborg, hvor PH ser en mand blive slået til plukfisk af to betjente; den arme mand havde undladt at betale for en kop kaffe på en restaurant. PH giver et eminent stemningsbillede, der også afdækker en uhyre indtryksømhed hos forfatteren, der har svært ved at komme sig. Artiklen virker på mig selvterapeutisk.

PH's natursyn afveg fra den tids Naturfredningsfolks opfattelse af, hvad der var bevaringsværdigt; han hævdede, at det danske landskab ikke var natur og ikke har været det i århundreder, og han fandt foreningens æstetik jomfrunalsk. Han selv kunne se skønheden i det funktionelle og i den alternative æstetik i de danske kolonihaver; han gik varmt ind for, at beboerne også skulle have lov til at bo der om vinteren, hvad de ifølge Dirckinck-Holmfeld stadig ikke har.

PH har gjort sig mange tanker om sproget, de fleste, men ikke alle, er fornuftige og fremsynede. Han forudser dialekternes gradvise forsvinden, han jamrer over det konservative scenesprog og den unaturlige behandling af sprog og udtale i operasang, han hylder det københavnske talesprog og beklager middelklassens bogstavrette udtaleformer. Og så efterlyser han en anden form for kommatering.

PH ved tasterne rummer både uddrag af og hele artikler fra PH's tid på Ekstra Bladet, og så er der massevis af velvalgte illustrationer, som i sig selv er en times tid værd i et sofahjørne. Men det kan anbefales at læse hele fremstillingen; man kan faktisk ikke lade være, når man først er begyndt.

Det første, designudvalget i kanonprojektet kunne samles om, var, at PH's lampekoncept er kanon – og så blev det kanoniseret. Det vil PH nok have frabedt sig. Men han var jo selv, om nogen, en smagsdommer med meget stærke meninger. De er stadig værd at lytte til, uanset om man er kulturradikal, allergisk over for den slags – eller blot lidt træt af al den reaktionære revanchisme, der præger så megen avisdebat i denne tid.

Til Ekstra Bladets chefredaktør Frejlif Olsen udviklede han et kritisk forhold. Dirckinck-Holmfeld bringer et vers, om hvilket han skriver, at det ofte er citeret. Men jeg kendte det ikke. Og det illustrerer hans evne til at bruge sproget som våben:

Altid Frejlif, når du går

Veje Gud tør kende

Er der godt med damelår

I den anden ende.

Gregers Dirckinck-Holmfeld: PH ved tasterne, 208 sider, 249 kroner.