GERT SMISTRUP har skrevet en opløftende bog om at skrive godt, men læsningen rejser samtidig spørgsmålet om, hvad »godt« sprog egent-
lig er.
»I bedrøvelige stunder, når man har behov for at få oppoleret sit professionelle livsmod, kan man sætte sig hen og nyde nogle af de fine, gamle årgange, og så kan man uforpligtet glæde sig over madeleinekager, der er dyppet i te.«
Sådan skriver det journalistiske sprogs grand old man, Gert Smistrup, i slutkapitlet til sin bog »At skrive godt – få øje på dit sprog – og de andres« – og de linjer er meget betegnende for bogen som helhed.

BOGEN ER ikke en lærebog i journalistisk skrivning, men – som Smistrup selv udtrykker det – »primært en materialesamling« fyldt med eksempler, som han gennem tiden som underviser og sprogkonsulent med lange fingre og saks har samlet primært fra dagspressen. Eksemplerne er vævet ind i en levende og causerende fremstilling, hvor eksemplerne er ordnet efter emner, der er illustreret med Bo Bojesens uforlignelige tegninger. Der er f.eks. et kapitel om nærbilleder, hvor Smistrup giver eksempler på at portrættere, der er et kapitel om klikesprog, som handler om ordenes betydning, et kapitel om hvordan man bruger sproget til at forklare komplicerede emner for læseren, og et om hvordan man starter den første sætning, så man får krogen i læseren.
FOR PROFESSIONENS udøvere bringer bogen næppe noget nyt, men den er alligevel opløftende læsning, fordi dens løftede pegefinger endnu en gang minder en om, at det danske sprog har uanede muligheder, og at man måske lige burde »oppolere sproget« og gøre sig ekstra umage for læserens skyld. Den er kort og godt en påmindelse om, at man godt kan servere madeleinekager i stedet for det grove rugbrød, man fristes til at servere for læseren i den journalistiske rutines evigt kværnende informationsstrøm.

NåR MAN har lagt bogen fra sig og ømmet sig over sin egen sproglige slendrian, så melder der sig imidlertid det interessante spørgsmål: Hvad er dybest set Smistrups kriterium for »godt« sprog. Godt i forhold til hvad? I forhold til et æstetisk eller stilistisk kriterium? I forhold til læseren? I forhold til emnet? I forhold til genren? Eller i forhold til journalistens formål? Det står lidt mere uklart på nethinden (undskyld klicheen), og her kunne man godt savne nogle mere systematiske og eksplicitte kriterier.

EN AF SMISTRUPS hovedfjender er den sproglige automatpilot: rutinesproget, klichebillederne, forudsigeligheden, den sproglige inerti – og hvad det nu ellers bliver døbt. Heroverfor står naturligvis det originale, det overraskende, det iøjnespringende og bruddet med det forventede som »giver et spjæt i sprogcentret, så det slår alle relæer til igen«. Smistrup nævner selv som eksempel fhv. minister Aase Olesens berømte formulering fra Folketingets talerstol: »Et ord er et ord, og en mand er en karklud«. Og tilføjer, at det er den slags overraskelser, der gør, at formuleringen får »stor gennemslagskraft«, og at »man får øje på sproget«.

JEG ER helt enig med Smistrup i beskrivelsen, og i min daglige undervisning af de journaliststuderende på RUC holder jeg den samme prædiken og indøver de samme teknikker. Og alligevel er der en lille djævel, der stikker hovedet frem, når man besynger det overraskende og iøjnefaldende sprogs gennemslagskraft. Det skyldes primært, at jeg tilhører den gruppe af avislæsere, der efterhånden er godt træt af en stigende tendens i den danske presse til at dyrke sproget for sprogets egen skyld – én af de læsere, der også godt vil se den indholdsmæssige substans, som formen formodes at bære frem til læseren.
Anstrengelserne for at mase sig ind på læseren for enhver pris med sproglig originalitet og opfindsomhed giver ofte netop det resultat, som man egentlig startede med at ville bekæmpe, nemlig den sproglige monotoni – bare på et mere generelt plan. Den største angst hos mange journalister er angsten for at kede læseren – og man ender med at gøre det alligevel.

ET AF formålene med seriøs journalistik er vel stadig – sagt med lidt floromvundne klicheer – at informere læserne om vigtige og komplicerede samfundsmæssige spørgsmål sat ind i en sammenhæng, så læseren kan forstå dem og handle i deres egenskab af borgere i et demokratisk samfund. Smistrup strejfer selv dette problem i kapitlet »Forklarerne – om at finde en kattelem ind til det komplicerede«, hvor han bl.a. kommer med følgende eksempel: »… skindtøj bliver solgt i læssevis på trods af, at et par skindbukser koster det samme som en måneds bistandshjælp til en enlig«.
Hvis vi lige et øjeblik ser bort fra den underforståede indignation, så er det interessante ved lige netop dette eksempel, at det dybest set er pædagogisk. Eksemplet følger Smistrups opskrift ved at sammenstille et abstrakt begreb i læserens venstre hjernehalvdel med et konkret billede i den højre, men formålet er ikke overraskelsen i sig selv. Formålet er primært at forene en faglig referenceramme med læserens referenceramme for at skabe forståelse og sætte tingene i perspektiv. Det er den samme gamle, velkendte teknik, læreren bruger når Lille Peter ikke kan trække 2 fra 3: Se nu her! »Her har jeg tre appelsiner, og så spiser jeg de to …«. Set i dette perspektiv glemmer man ofte at pressens rolle ikke blot er, at være underholdende, informativ og kritisk – men også pædagogisk.

DET SKAL retfærdigvis siges, at Smistrup engang imellem gør opmærksom på, at sprogets virkemidler er afhængig af dets funktion, f.eks. når han i indledningen understreger, at »hvad man vil fortælle er selvfølgelig det vigtigste«. Selv sidder jeg imidlertid efter læsningen tilbage med et ønske om, at han i højere grad havde vægtet disse kriterier, først og fremmest fordi bogen har fået den normative titel »At skrive godt«. Normerne for godt sprog ligger ikke – efter mit pragmatiske og funktionelle sprogsyn – i sproget selv, men i den kontekst, det skal fungere i. Ægget kommer ikke før hønen, men omvendt. Derfor trøster det mig også, at han i kapitlet »Traverne« (om end lidt nødtvungent?) indrømmer rutinesproget dets plads i det sproglige register: »De forudsigelige vendinger og de sproglige klichebilleder er nu ikke udelukkende af det onde. I den sproglige dagligdag kan vi ikke undvære dem (…) De hører hjemme inden for normalsprogets enighed, og der virker de lige så godt som et par udtrådte morgensko«.

MEN DET ER selvfølgelig dybt uretfærdig at kræve, at forfatteren skal gøre noget andet, end det, han selv siger, han vil gøre. En bog må bedømmes på forfatterens og genrens egne præmisser – og som sådan er Smistrups bog letlæst, velskrevet (hvad andet kunne den være?), fornøjelig og opløftende læsning – og i virkeligheden dybt moralsk på standens vegne. Den er båret af den velkendte smistrupske begejstring for det danske sprog i almindelighed og det journalistiske sprog i særdeleshed, og den er en løftet pegefinger, der minder om, at journalistik ikke blot er solidt håndværk, men også – når det er bedst – et kunsthåndværk.

NåR MAN har læst den, kigger man sine artikler kritisk igennem – og sætter sig beskæmmet til computeren igen. For han har jo ret, manden: Læseren kan ikke leve af rugbrød alene, men fortjener også madeleinekager, der er dyppet i te. Så længe – altså – det er kager, læseren har behov for.

Gert Smistrup: »At skrive godt – få øje på dit eget sprog og de andres«. Gyldendal, 192 sider, illustreret, kr. 248.

Leif Becker Jensen, cand.mag. og lektor i dansk sprog ved Journalistuddannelsen på Roskilde Universitet.