BOG: Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem
FORFATTER: Peter Loft og Jørgen Rosted  
FORLAG: Gyldendal (278 sider, 300 kroner)

Anmelder: Ulrik Dahlin, Information

Det var den navnkundige økonomiminister Per Hækkerup, der engang sagde, at embedsmændene kunne man ikke undvære, men politik havde de ikke forstand på. Det var dengang, hvor ministrene selv lagde linjen, mens embedsmændenes opgave var at skrive beslutningerne ned og så lige sikre deres lovlighed, når de blev gennemført.

Siden er centraladministrationens og ikke mindst departementschefernes arbejdsopgaver vokset og har ændret sig. Ikke mindst er den politiske rådgivning af ministrene øget kolossalt, fordi samfundet er blevet mere uoverskueligt og lovgivningen stadig mere kompleks, så ministrene i dag ikke selv er i stand til at skitsere et lovforslag.

Ifølge to tidligere topembedsmænd har de voksende krav til departementschefernes politiske rådgivning af ministrene samtidig sat bestemmelsen om, at Folketinget altid skal have retvisende oplysninger, under et voldsomt pres.

Peter Loft, departementschef i Skatteministeriet 1993-2012, og Jørgen Rosted, departementschef i Erhvervsministeriet 1993-2001, skitserer to diametralt modsatte veje at gå: Enten fortsætter vi som i dag, og så ryger en mere end hundredårig dansk tradition for partineutrale embedsmænd snart i vasken, mens politiske embedsmænd sniger sig ind ad bagdøren. Eller også erkender vi problemets omfang og indfører som i for eksempel Sverige en gruppe politisk udpegede og topkvalificerede topembedsmænd, som til gengæld kommer og går med ministeren. Det er den sidste idé, som bogens to forfattere slår til lyd for.

For den samfundsinteresserede lyder det som oplæg til en god debat på baggrund af en spændende problemstilling, men bogen er tung og kedelig at komme igennem.

Teksten er blevet en blanding af tør og overdetaljeret samfundslære, hvor systemernes opbygning og for eksempel et lovforslags vej fra idé til vedtagelse terpes igennem igen og igen og igen tilsat spredte og overfladiske glimt fra tilsammen 27 års indsats som departementschefer.

I stedet for at de to selvkritisk ser tilbage på deres mangeårige virke, bliver deres erfaringer behandlet på en uforpligtende og anonymiserende måde, for eksempel når vi kan læse, at ”et dansk rederi” år tilbage inviterede erhvervsministeren til Washington for med succes at lobbye for rederiets mulighed for at anløbe amerikanske havne. Hvilket rederi har der mon været tale om, og hvorfor må vi ikke høre navnet? Tilsvarende om kampen mod et EU-forbud mod den ”ingrediens”, der gør den populære danske salamispegepølse rød. Hvorfor ikke bare skrive nitrit?

Set med en journalists øjne virker det også besynderligt, at de to tidligere chefer så godt som ikke inddrager spørgsmålet om centraladministrationens åbenhed eller måske snarere mangel på åbenhed i deres samfundsbeskrivelse. Eksempelvis er offentlighedsloven kun nævnt på en eneste af bogens 278 sider.