Slet ikke ætsende nok

Bog: Forfatter: Forlag:

På side 74 i "Tabloid", skrevet af den tidligere reporter på Ekstra Bladet Niels Westberg, dør en af hovedpersonerne: "Simon lå som en forkrøblet kludeskikkelse med skjorten flået op og brystkassen åbnet i et blødende krater af knogler og indvolde."

10 sider senere har hovedpersonen sex: "Med sin smidige dansekrop og sortbrune, glatte hud, der glødede i skæret fra sengelampen, forekom hun smuk som en drømmefigur. Kom. Drik mig, hviskede hun."

Jeg ved ikke, om pointen står klart, men der er noget med Westbergs sprog, som der kan være med journalisters: Det er klart, forståeligt, lidt klichéfyldt, men ikke fantasifuldt, levende, skønt, drømmende. Sonnergaard kan skrive om sex og indvolde, Sabroe kan, Søren Ulrik Thomsen kan, men Niels Westberg kan ikke. Sproget smager lidt som en fadøl, der har stået natten over (skamlæber beskrives som "nubrede").
"Tabloid" er ok, den er fin nok, den er sine steder spændende, men det er ikke en rigtig god krimi, og hvorfor vil Westberg spille på den bane, når så mange andre er bedre end ham?

Jeg havde glædet mig til "Tabloid"; da jeg var ung reporter, stod Westberg for mig som den mest rå af de rå drenge, og jeg have håbet, at "Tabloid" var en nøgleberetning om – eller måske et opgør med – tiden på Ekstra Bladet i 80'erne og 90'erne.
Hovedpersonen i bogen, en redaktør med det sære navn Umbra, er da også tabloid-redaktør, og i glimt vises opgøret: Som da Umbra glæder sig over, at et skyderi med en soldat i spidsen udvikler sig så voldeligt, at han kan sælge 20.000 eksemplarer ekstra. Men Umbra hverken forstår vi eller lærer at kende, og bogen savner fuldstændigt det ætsende perfide opgør med den journalistiske kultur og dagbladsmiljøet, som det for eksempel er beskrevet i den fremragende nøgleroman "Svamp" af Flemming Christian Nielsen.

Nu er det unfair at bedømme Niels Westbergs bog på, hvad den ikke handler om, men det er, som om Westberg – efter så mange år som tabloidreporter – har brug for at fornægte alt det tabloide: Handlingen er så langt fra noget, der er tabloidt interessant som muligt. Det er en svær historie – jeg taber tråden flere gange – om jødiske kirkegårde og værnemageri under krigen. Og af bogens omslag fremgår det, at Westberg ikke bare er fra Ekstra Bladet, han har læst "psykologi, litteratur og filosofi". Måske er det pointen: Se, jeg kan alt muligt andet.

Niels Westberg har skrevet en bog, der ikke er særlig god, og det er ærgerligt, for han kunne skrive en fremragende bog. Hvis han turde være tabloid.

Simon Andersen er redaktionschef, B.T.

"Tabloid"
Niels Frederik Westberg
Forlaget Hovedland
204 sider, 199 kroner

0 Kommentarer