Skarpt og koncist

Bog: Forfatter: Forlag:

Bog: Endestation Europa
Forfatter: Adam Holm
Forlag: Gyldendalnbsp;(164 sider, 230 kroner)

Anmelder: David Trads, journalist, forfatter, foredragsholder

Det hele begynder med et citat af W.B. Yeats’ digt i ’The Second Coming’, skrevet i kølvandet på Første Verdenskrig i 1919:

“Things fall apart; the centre cannot hold//Mere anarchy is loosed upon the world.”

Fjorten ord, man skærer sig på – for det er så rammende. Ikke bare for det, vi nu kender som mellemkrigstiden, men også for den virkelighed, vi befinder os i netop nu. Se fortsættelsen:

“The best lack all conviction, while the worst//Are full of passionate intensity.”

De bedste er i dag – åbenlyst i forfatteren Adam Holms verdensbillede – dem, der vil et fællesskab, især det europæiske, mens de værste, som er fuld af passion, er de ekstreme bevægelser, især til højre, der trækker nationalismen frem i front, mens de søger syndebukke.

Adam Holm, især kendt fra sin tid som vært på ’Deadline’, men ved siden af altid en skarp skribent i Politiken og Weekendavisen, er den intellektuelle, søgende, nysgerrige journalist, der i ’Endestation Europa’ er draget i felten for at opsøge europæiske tænkere og få deres analyse.

Og, kan jeg lige så godt afsløre med det samme, det slipper han virkelig godt fra. Ikke at de 10 intellektuelle, politikere, forfattere, historikere, han møder, giver en ’god’, forstået som optimistisk version, af Europa lige nu, men fordi de giver kloge svar i samtalerne.

Bogen handler om Europa bredt forstået. Ikke kun om den Europæiske Union. Det er fremragende at få indspark fra eksempelvis en hviderussisk, en russisk, en finsk og en finsk-estisk forfatter, fordi de videregiver os en virkelighed, et tankesæt, vi alt for sjældent møder.

Alligevel er mine yndlingskapitler med Antony Beevor, den britiske historiker; Bernard-Henri Lévy, den franske intellektuelle; og med Geert Mak, den strålende hollandske journalist. Her lykkes det Holm at få trukket nogle af Europas største dilemmaer helt tydeligt frem. Det gør ondt at læse, fordi der er så lidt – hvis nogen overhovedet – optimisme. Der ser virkelig sort ud.

En enkelt anke ved bogen er, at jeg savner intellektuelle stemmer fra det sydlige Europa – fra Spanien, Italien eller Grækenland. Ikke mindst fordi det oprør, vi ser i de lande, er mindst lige så meget, hvis ikke mere, fra den yderste venstrefløjs populister, ikke kun fra højrepopulismen. Det ville have pyntet i bogen.

Bogen, som er på 164 sider, er hurtigt læst – og jeg anbefaler den varmt til enhver, der gerne vil booste sin viden om, hvordan Europa ser ud, når vi kigger ud over vores egen lille næsetip. Det perspektiv er Adam Holm dygtig til at få frem i sin skarpe, koncise og intellektuelle bog. 

 

0 Kommentarer