”Alt går efter planen – sagaen om Nyhedsavisen” er en glimrende bog. Selv de lidt mere komplicerede sammenhænge bliver forklaret så konkret, velskrevet og indsigtsfuldt, at man sluger bogen på en halv nat.

Selv om jeg har fulgt avisens voldsomme entré, turbulente liv og opsigtsvækkende død på den nørdede måde, er bogen spækket med interessante detaljer. Ikke de store enkeltstående afsløringer, som hver for sig kan trække overskrifter, men der er nye oplysninger, som får mange brikker i puslespillet om avisen til at falde på plads.

Et eksempel: Efter Morten Lunds entré på scenen forsøger David Trads at manøvrere direktør Morten Nissen Nielsen ud af butikken. David Trads vil lave en ”Lisbeth Knudsen” og både være chefredaktør og direktør. På fin og ganske underspillet vis fortæller bogen så også, at det aldrig blev opfattet som en reel mulighed af den øvrige ledelse. Man konstaterede blot, at David Trads’ selvbillede ikke var helt realistisk, og han søgte til konkurrenten efter det mislykkede kupforsøg.

Bogen formår også at give en troværdig forklaring på, hvad pokker Morten Lund lavede i det projekt: Nyhedsavisen passede som fod i hose i hans måde at drive forretninger på. Først finder han et projekt, som lyder spændende, men som har hårdt brug for pengene. Andre må gerne have taget det første ubehagelige træk med at tabe penge på etableringsfasen. Dernæst lirker han nogle investorer ud af sit kontaktnet, før han sikrer sig en luns af fra den pengepose, der kommer med.

Her gik Morten Lunds satsning så skævt, fordi pengene aldrig kom. Blandt andet fordi Morten Lund blev så grådig, at han reelt afviste den kinesiske milliardær Richard Li, som faktisk stillede med penge på baggrund af nogle islandske bankgarantier. (Sammenstillingen af ordene ”islandsk” og ”bankgaranti” var dengang mere betryggende end i dag).

Endelig fortæller bogen ganske præcist, hvordan Morten Lund i lang tid forsøgte at tjene kassen på at lade sig bestikke ud af markedet af Berlingske-ejeren Montgomery, uden at det forhindrede ham i at begrunde investeringen med en rørende omsorg for de svage og demokratiet.

Bogen kommer også fint rundt om de islandske bagmænds motiver, samtidig med at vi får et lille, men sjældent indblik i JP/Politikens Hus-bestyrelsesformanden Jørgen Ejbøls tanker. Læseren får også kvalificeret besked om de økonomiske realiteter. For eksempel er det formentlig meget præcist, når bogen antyder, at projekt Nyhedsavisen reelt var dødfødt før start, alene fordi man ikke havde distributionen på plads. Dødsdommen faldt, da de danske konkurrencemyndigheder sagde nej til, at det fælles selskab mellem Nyhedsavisen og PostDanmark måtte bruge postnøgler til at få adgang til alle brevsprækkerne i etagebyggerier. I stedet blev aviserne smidt lidt her og lidt der – eller simpelthen brændt af.

Også den ikke så beskrevne psykologiske side af aviskrigen er kortlagt med autoritet. Det hjælper på islændingenes kampgejst at slås mod magthavere i den gamle kolonimagt, mens de danske aktører på begge sider af konflikten i høj grad er præget af personligt had. Ikke mindst mellem eksempelvis direktør Svenn Dam og Jørgen Ejbøl.

Det er i det hele taget et taknemmeligt persongalleri af arketyper, bogens forfattere har fat i. Beskrivelserne af de indbyrdes relationer og motiver virker troværdige. For eksempel da bogen sætter fokus på Nyhedsavisens kampagne mod DR i forbindelse med dokumentarfilmen ”Den hemmelige krig”. David Trads ville gerne frigøre sig fra at blive slået i hartkorn med Socialdemokraterne efter sit mislykkede forsøg på at blive folketingskandidat. Simon Andersen ledte efter en sag at profilere avisen på. Han ville samtidig lære de unge journalister at kulegrave en sag frem for at ringe til to kilder med forskellige holdninger, som han udtrykte det. Og da Simon Andersen var indigneret over filmen, vidste David Trads, at der ville blive gået kritisk til den. Det passede ham godt.

”David Trads slap Simon Andersen løs,” konstaterer bogens forfattere.

Flere af de unge menige medarbejdere forsøgte at råbe ledelsen op og advarede mod kampagnen, men Simon Andersen trykkede i overensstemmelse med sin natur speederen i bund. Der var ingen til at tage foden væk.

Bogen går altså særdeles kritisk til værks over for Simon Andersens evne til at være djævelens advokat over for egne teorier og vinkler. Den sætter også kritisk fokus på hans evner som personaleleder. Dermed viser de fire forfattere, at de har fået en betydelig kritisk distance til det projekt, som de selv har været en del af. De ansatte har ellers tidligere været kendetegnet ved en nærmest uhyggelig loyalitet over for arbejdspladsen, så man kunne i den grad have frygtet det modsatte.

Her kunne det dog have været rart, hvis den kritiske fokus ikke blot var rettet mod cheferne. Det kunne have været interessant at få blotlagt nogle af de mekanismer, der gjorde medarbejderne loyale på grænsen til det sekteriske. Det, som fik Morten Nissen Nielsen til at tale om, at man havde fået skabt en dræberorganisation på Nyhedsavisen.

Her savner man en flig af det selvopgør, som den mere personlige og vilde, men beslægtede bog om Dagen indeholdt. Forfatterne afholder sig fra jeg-formen – også dér, hvor de selv deltager i løjerne med navns nævnelse.

Set ovenfra kommer denne bog ikke alene til at stå som et letlæst, underholdende og skarpt indblik i aviskrigen, men også som en værdifuld dokumentation over en tid, hvor pengene hang løst.

”Alt går efter planen – Sagaen om Nyhedsavisen”

Af Rune Skyum-Nielsen, Rasmus Karkov, Niels Kristian Holst og Morten Runge.

Politikens Forlag

240 sider, 250 kroner