Barbara Gram er en veloplagt og levende fortæller. Det kører lige ud ad landevejen, bump og huller forceres i en behagelig selvdistanceret tone, der forbliver pæn og meget lidt polemiserende.

ANMELDELSE. Hvor placerer man borgerskabets pæne piger, mens de venter på et passende parti? En husholdningsskole var i 50'erne et godt bud – eller måske seminariet, så pigerne ville få en fair chance for at forsørge sig selv, hvis Prins Charming mod forventning ikke dukkede op. Den ydmyge lærerinde-rolle passede godt til pæne piger, mens det forholdt sig anderledes med den udadvendte og gesjæftige reporter-rolle, som Barbara Gram valgte. Den rimede ikke på at sidde stille med hænderne i skødet og se yndig ud – og med hjemmegående mødre på bagsmækken manglede Gram og hendes generation i den grad rollemodeller og skulle derfor selv lære at navigere i en verden, hvor penge, prævention og frie valg pludselig blev hver-kvindes-eje.

"Fisk uden cykel" er dels kvindehistorie, set gennem en subjektiv linse, dels mediehistorie, der følger Gram fra elevtiden på Aalborg Stiftstidende til årene som enlig mor og journalist på blandt andet EVA, Søndags-B.T. og ALT for damerne til informationsafdelingen i Røde Kors og det mediemæssige punktum som studievært og siden researcher på Deadline, hvor hun måske primært huskes for det berømte interview, hvor spørgsmålet "Skal du da aldrig lave flere film?" fik Bille August til at udvandre på live-tv med ordene: "Jeg kan ikke gennemføre det her. Jeg beklager …"
Grams erindringer skildrer en kønspolitisk brydningstid, hvor kvinder – ganske som i dag – kæmper for at finde en hæderlig balance mellem ude og hjemme. Men de tegner også et billede af en medieverden af i går, hvor man ombrød med bly og drak Gammel Dansk til morgenkaffen – og hvor damebladene holdt den ideologiske fane højt og insisterede på kvinders ret til både at sylte og slås, hvilket blandt andet resulterede i en Cavling-nominering til ALT for damernes artikelgruppe. Senere kom fokusgrupper, oplagskontrol og skematiske ideal-læsere, der gerne skulle frydes og ikke frustreres over at læse om problemer, der ikke lod sig løse i en boks på følgende side – og Gram rykkede videre.

Barbara Gram er en veloplagt og levende fortæller. Det kører lige ud ad landevejen, bump og huller forceres i en behagelig selvdistanceret tone, der forbliver pæn og meget lidt polemiserende, hvilket gør "Fisk uden cykel" til et ubetinget hyggeligt bekendtskab. Man skal dog være interesseret i mennesket Gram, for det er hendes familie, venner og kolleger, der spiller hovedrollerne, mens det politiske og samfundsmæssige er henvist til kulissen.

"Fisk uden cykel. En personlig kvindehistorie"
Barbara Gram
Rosinante
239 sider, 299,95 kroner