Røverhistorier

Bog: Forfatter: Forlag:

Det er fart over feltet, når de to tidligere Ekstra Blads-journalister Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen beskriver den danske underverden fra 1944 og frem til 2004.

ANMELDELSE. I hæsblæsende tempo og ordvalg får læseren bibragt meget viden og interessante detaljer om en lang række gangstere, fra revolvermanden og livstidsfangen William Brorson, der under besættelsen måske-måske ikke stod bag et omstridt dobbeltmord, og frem til den narkodømte Claus Malmquist, der i september 2009 af Østre Landsret blev dømt for indsmugling af 500 kilo kokain til Danmark. Hvor mange vidste for eksempel, at William Brorson var et uægte barn af den senere ombudsmand Stephan Hurwitz's bror? Eller at præsten Johannes Møllehave forsynede selv samme Brorson med hash?
Fornøjeligt er det at læse om de ofte storskrydende og selvbevidste smuglere, der i 1960'erne kappedes om at falbyde banderolefri cigaretter indkøbt i Polen eller DDR på store københavnske arbejdspladser, og om de første pornogrosserere, der i årtiets slutning ved at bytte blomster ud med liveshows i kælderforretninger kunne tjene veritable formuer på at smugle pornografisk materiale til lande, hvor billedpornografien i modsætning til i Danmark endnu ikke var frigivet.
Forargeligt er det ligeledes at se, hvordan ledende politifolk ofte har stået på en lidt for venskabelig gavefod med de kriminelle sortbørskonger, som de egentlig burde overvåge. Fra kager til kaffen over udlån af sommerhuse til pelsværk til fruen. Mere barskt fremstår beskrivelserne af narkosmuglere, rockerbander og medlemmer af den 'gule mafia', der om og om og om igen konkurrerer og kæmper om kontrollen med de indbringende varer.
Svagest er de to journalister nok, når de skal gøre sig overvejelser om, hvad de 60 års underverden egentlig har betydet for samfundet, eller sagt på en anden måde: Hvorfor skal vi læse om kriminalitet og gangstere? De nøjes med smådryp i stil med, at den organiserede underverden er kommet for at blive, eller at hvis politifolk nu fik mere i løn, ville de nok være sværere at bestikke, eller at forbud generelt skaber grobund for kriminalitet.
I et efterskrift udvikles en tanke, som der desværre ikke følges op på, nemlig at de organiserede kriminelle i dag først og fremmest tjener deres penge på at forsyne samfundets svageste – i modsætning til for eksempel sortbørshandelen med rationeringsmærker i efterkrigsårene, hvor næsten det halve Danmark var aftagere. Med dette skift mistede gangsterne noget af den uskyldighed og medfølgende folkelige sympati, som de ikke mindst i det historiske bakspejl altid har været omgivet af.

"Fra Edderkoppen til Makrellen – Den danske underverden 1944-2004"
Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen
Politikens Forlag
320 sider, 300 kroner

Ulrik Dahlin er journalist på Information

 

0 Kommentarer