Robotjournalistik frigør ressourcer til det dybdeborende

Bog: Forfatter: Forlag:

 

Bog: autostory – et essay om hvordan automatisering forandrer journalistikken
Forfatter: Magne Soundjock Otterdal og Geir Terje Ruud
Forlag: Cappelen Damm Akademisk (96 sider, 169 norske kroner)

Anmelder: Ulla Bechsgaard,  journalist, ledelsesskribent og –konsulent

Robotter er enestående til at opsamle og skrive artikler om sportsresultater og aktiekurser; lad dog endelig robotterne tage sig af disse kedelige opgaver, så kan journalisterne jo få frigjort tid til at grave afsløringer frem.

Det mener to norske redaktører, som netop har udgivet et særdeles læseværdigt og potentielt debatskabende essay om, hvordan journalister kan få gavn af kunstig intelligens og journalistrobotter; og robotterne skal vi ikke være bange for, hævder Magne Soundjock Otterdal og Geir Terje Ruud – sidstnævnte var digital chefredaktør på Ekstra Bladet i 2008-2012. I dag driver de Oslo Media House, som rådgiver medier om den digitale fremtid.

Især idrætsgrene med mange kampe og få tilskuere kan have gavn af at få indsamlingen af resultater automatiseret, mener redaktørerne. ’Robotjournalistik’ skal ifølge essayet forstås som datateknologi, der finder og skriver vinklet journalistik automatisk ved hjælp af algoritmer. Sproget i sådanne artikler er ikke fremragende, men det gør ikke så meget, når kampen om sekunderne er afgørende for nyhedsværdien inden for blandt andet finans- og sportsnyheder, mener Otterdal og Ruud.

Ingeniør- og journalistfagene smelter sammen, hævder de. Journalisterne er nødt til at øge deres viden om, hvordan algoritmer bruges til at tjekke fakta. Også et tæt samarbejde mellem ingeniører og journalister vil blive mere almindeligt; en grundig efteruddannelse af ingeniører, så de kan arbejde selvstændigt som journalister, forudser Otterdal og Ruud også.

At tjekke fakta og afsløre ’fake news’ bliver et nyt arbejdsområde. Essayet giver flere eksempler på falske nyheder, som Google og Facebooks algoritmer har været med til at eksponere. Otterdal og Ruud argumenterer for, at det stadig skal være en redaktionel dyd at prioritere redaktionelt indhold ud fra den oplevelse, redaktører ønsker at give brugerne, og ikke ud fra, hvad der kan give et højt kliktal.

Otterdal og Ruud er optimistiske på journalistfagets vegne. Den nye teknologi skal bruges til at forbedre det journalistiske arbejde med at skildre, analysere og forklare, argumenterer de. Denne anmelder håber, at ’autostory’ vil blive læst og diskuteret på arbejdspladserne og i DJ’s specialgrupper og -foreninger. Essayisterne leverer ikke svarene, men identificerer de dilemmaer, som det er værd at forholde sig til.

I essayet, som er skrevet på et letlæst norsk, gennemgås følgende: Hvordan robotterne ændrer journalistikken, Journalistisk programvare datateknologi i vækst, Automatisering en styrke for journalistikken, Datastrømme som giver journalistrobotterne næring, Ingeniørskabt journalistik, Automatisk jagt på fejl og fakta og Journalistik i en verden af robotter.

0 Kommentarer