Hvad sker der med reportagen som genre, når den flytter platform fra papir til net? Eller til bog? De to og mange andre spørgsmål besvarer den norske journalist og forsker Steen Steensen i en ny bog.

Vi diskuterer mere eller mindre kvalificeret, hvad der sker med nyheder i webversioner, mens det er lidt mere udflydende med mange af de andre artikeltyper. Webjournalistikkens krav om hyppige leverancer og klikgenerering skaber ikke associationer til den klassiske reportage eller "stedets genre", som Steensen kalder det. Levnes der overhovedet tid til at skrive reportager på netmedierne?
Ja, konkluderer Steen Steensen: "Ryktet om reportasjens død er med andre ord sterkt overdrevet."

På nettet skaber interaktivitet, multimedieproduktion, kontinuerlig opdatering og ubegrænset plads nye muligheder, og Steensen peger på fire reportageformer på nettet: live-reportager, lyd- og billedreportager, Flash-reportager og databasereportager. Disse former er teknisk, fortælleteknisk og måske også researchmæssigt anderledes, men ikke desto mindre bygger de på den klassiske reportages grundtræk som oplysende, forklarende og underholdende. En væsentlig forskel er dog, at webjournalisterne sjældnere selv går ud og observerer, men til gengæld nogle gange involverer læserne som medleverandører til reportagen.
Også i bogform lever reportagen. I Danmark kan nævnes eksempler som bøgerne om Stein Bagger, hvor rekonstruktioner jævnligt bruges.

Med fine eksempler fra norsk, dansk og international reportagejournalistik får Steen Steensen sammenskrevet og grundigt opdateret store dele af den viden, som journalister i dag arbejder ud fra og bygger videre på, når de skriver reportager.

Det gælder blandt andet Mikkel Hvids bog om reportagen, "Fascinerende fortælling", fra 2004. Steensen kritiserer den ellers meget brugte "tredje fortællemodel" med skriveformlen scene-BBI-scene-BBI-scene. BBI står for faktaoplysningerne, der i Hvids terminologi er "boring, but important".
For det første er det jo ikke nødvendigvis kedeligt, fordi det er vigtigt, påpeger Steensen. For det andet kan fakta godt blendes med scenerne. Det behøver ikke være så skarpt afgrænset i afsnit og hver for sig. Det er godt med modeller, men hvis rammen bliver for snæver, kan fortællelysten rammes hårdt: "Det ideelle er om man klarer å skape en tilnærmet sømløs integrasjon av informasjon og fortelling," skriver Steensen.

Steen Steensens bog er glimrende og inspirerende læsning for nuværende og især kommende journalister. Han skriver konkret om, hvordan man arbejder sig igennem sit reportageprojekt fra at få ideen til at udføre den, og samtidig diskuterer han nogle af de etiske og moralske problemer, som reportagen kan afføde: rekonstruktioner med for få kilder, andenhånds- eller tredjehåndsberetninger over egne observationer, egen involvering og fordomsfuldhed, passivisering af læseren og overfladiskhed.

Men det bedste er, at Steensen formår at beskrive og diskutere, hvordan reportagen forandrer sig og tilpasser sig nettets krav om blandt andet hurtighed, interaktivitet og flermedialitet.

Lene Rimestad er journalist og lektor.

"Stedets Sjanger. Om moderne reportasjejournalistikk."
Steen Steensen
IJ-Forlaget, Norge, 2009
276 sider, 398 norske kroner