»Nyhedsfotografiet som førstegangsbærer af det sete er afgået ved døden, men heldigvis afløst af noget andet,« skriver fotochef Per Folkver, Politiken, i bogen »Øjenvidner 2007 – som Politikens fotografer så det«.
Det er vel noget uambitiøst, at en fotochef på en stor dansk avis mener, at nyhedsfotografiet er dødt, og selv verdens klogeste mand kan vel tage fejl?
Selvfølgelig er nyhedsfotografiet ikke dødt, men det kræver store ressourcer, og danske medier har valgt ikke at prioritere det – og tv er naturligvis et hurtigere medie til aktuel nyhedsdækning. Men de trykte medier skal også i fremtiden indeholde nyheder. At aviser indeholder meget andet, ved vi jo alle, og modsat tv kan aviser og andre trykte medier læses i det tempo, man selv bestemmer. Der er mulighed for at fordybe sig – og se billeder.
At dansk pressefotografi er i verdensklasse, er ingen nyhed, og at Politiken er en fremragende billedavis, er heller ikke nogen nyhed. Bogen »Øjenvidner« bekræfter det.
Måske er fotografier af urolighederne på Nørrebro ikke noget nyt, men snarere dansk hverdag, og syv tissemænd på Roskilde-festivalen er vel næppe heller, men alle bogens billeder giver et fremragende portræt af verden i det forgangne år.
Pressefotografiet er subjektivt – ingen tvivl om det. Men det er en brøkdel af virkeligheden – noget, der har fundet sted. Måske har begivenheden fundet sted, fordi der har været en fotograf til stede, men den har fundet sted. Det er fotografen (og avisen), der vælger tid, sted og begivenhed, og det er fotografens valg af udsnit og brøkdel af sekund, der skaber den subjektive sandhed. Det er Politikens fotografer fremragende til!
Per Folkver (red.), »Øjenvidner – som Politikens fotografer så det«, JP/Politikens Hus, xxx sider, 149 kroner
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.