search

Reality på JPsk

Bog: Forfatter: Forlag:

Jyllands-Postens forlag udgiver bog af Jyllands-Postens journalister, der beskriver Jyllands-Postens rolle i sagen om Jyllands-Postens karikaturtegninger af Muhammed. Hvor objektivt kan det blive?
 

ANMELDELSE. Når to af Jyllands-Postens journalister giver deres egen avis tilnavnet »Provoen«, føles det lidt, som om verdensbilledet hænger skævt. Når gode gamle liberale fætter JP med Carsten Juste, Jørn Mikkelsen og Flemming Rose i fortrop proppes i billedligt familieskab med klassiske provoer som Jens Jørgen Thorsen, Jørgen Nash eller gavl-tisseren Uwe Max Jensen, sker der noget i stereotypologien.

Men måske er det lige præcis det, hele Muhammed-sagen har vist os – at vores verdensbilleder ikke altid hænger i rette vinkler, og som opslagsbog for, hvordan det hele gik til, fungerer John Hansen og Kim Hundevadts bog »Provoen og profeten – muhammedkrisen bag kulisserne« glimrende.

Alt er med, også nye oplysninger fra Jyllands-Postens redaktionslokaler, som i sig selv er hele bogen værd. På sine gode sider er den indtagende og thriller helt ned i mellemgulvet, som når forløbet omkring Flemming Roses "påtvungne" ferie rulles op.

Helt neglebidende bliver det eksempelvis, da vi hører om Rose, der sidder forstenet på sit kontor med 127 ubesvarede opkald på mobilen og fordøjer et telefonisk møgfald fra Jørn Mikkelsen efter en dag, hvor Rose på CNN lovede, at Jyllands-Posten ville samarbejde med en iransk avis om at bringe særlige holocaust-tegninger. Eller som det på bedste Raymond Chandler-facon hedder i bogen:

»Flemming Rose var bombet, overtræt, dehydreret og flad. Han følte ikke trætheden, for adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Han var ikke sig selv.«

På sine dårligere sider er bogen lidt at sidestille med en klassisk Ritzau-kronologi i kategorien: Højdepunkter i Muhammed-sagen.

Men alt er som sagt med, og som faktaopsamling til baggrund og til forebyggelse af selektiv hukommelse bør den stå på alle journalisters og meningsdanneres reol. Men langt mere problematisk er bogen som journalistik.

For kan Jyllands-Postens journalister overhovedet skrive en journalistisk bog om deres egen arbejdsplads? Den arbejdsplads, der via Stig Olesens strøtanke på et mandags-redaktionsmøde om at bede samtlige bladtegnere tegne Muhammed satte verden i brand. Det siger sig selv, at vi her har at gøre med en historie af en helt særlig kaliber.

Og prisværdigt er det da, at de to rutinerede journalister og redaktører Kim Hundevadt og John Hansen, der tilsammen har 29 år bag sig på Jyllands-Posten, begiver sig ud i projektet. Endda med alle de betryggende objektivitets-forsikringer og overvejelser, som et forord vel kan indeholde:

Jo, de har fået frie hænder, og der har ikke været noget chefredaktionelt skulderkig. Nej, de har ikke selv været involveret i beslutningen om at bringe tegningerne, og nej, de forholder sig ikke personligt til, om ideen nu også var god. Og ja, de ved godt, at der kan komme indvendinger om, at de er for tæt på. Men altså, som de skriver: »Vi har skrevet bogen, fordi vi ikke kunne lade være.«

Ganske udmærket alt sammen, men spørgsmålet er naturligvis, om det holder i retten. For som de siger i juristernes regelrette verden, er det ikke nok, at retfærdigheden sker fyldest, det skal også se ud, som om den gør det.

Og hvordan ville en undersøgende journalist som Hansen eller Hundevadt egentlig forholde sig til den journalistiske værdi, hvis det var politiets egne journalister, der skrev bogen om rigspolitichefens forhastede kørsel, eller hvis finansministerens pressechef skrev baggrundshistorierne om finanslovens tilblivelse?

Journalister og journalistikken lever af troværdighed, og selv om bogen er glimrende, ligger det konstant i hvert fald i denne læsers baghoved, at journalisterne her skriver en bog om deres egne chefer. Bevares, forbeholdene er taget, men hvad skal vi tro?

Sympatien for egen arbejdsplads skinner trods forsøg på det modsatte da også igennem. Godt nok beskrives fejlene i egne rækker indgående og tilsyneladende ærligt, men en melding som »Jyllands-Posten kastede en bold ind i arenaen, men det var imamerne, som gav den det første spark og satte kampen i gang« kan næppe siges at være helt værdifri.

Spørgsmålet, som bogen desværre slet ikke berører, er, om det er god og ordentlig journalistik blot at kaste noget på banen og så se, hvad der sker? Set med journalistens øjne er sagen jo primært interessant som eksempel på, hvad der sker, når en avis forsøger at skabe virkeligheden i stedet for at beskrive den. Men det må så blive i en anden bog.

Troels Mylenberg er leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet

John Hansen og Kim Hundevadts bog »Provoen og profeten – muhammedkrisen bag kulisserne« udkom den 16. maj på Jyllands-Postens forlag. 199 kr.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen