Pundik har altid været på pletten og oftest ramt plet i reportager og analyser fra alverdens brændpunkter. Sådan huskes han – og sådan genlæses og genopleves han også i mange af de 108 udvalgte artikler fra 1946 og frem til i dag, som Anders Jerichow har udvalgt.

Pundik er med denne bog med al ret endnu engang blevet brugt som reklamesøjle for Politiken.Det klarer både han og avisen fint. I tilgift får vi fortjenstfuldt ret så mange artikler også fra tiden, før Pundik blev Politikens mand.

Især Afrika-artiklerne fra Information genlæses mere som litteratur end som journalistik og som endnu et markant vidnesbyrd om, hvorfra Politiken har hentet så stor en part af sin talentmasse. Vejen fra St. Kongensgade til Rådhuspladsen har aldrig været lang, i perioder endda for Information faretruende kort. Men heldigvis er der endnu pluralistisk råderum i dansk presse både til 'den levende' på Rådhuspladsen og 'den overlevende' i St. Kongensgade.

Pundik har klaret at forlade Information uden at blive imponeret af de store maskiner på Rådhuspladsen, han til stor overraskelse for sig selv kom til at bestyre. De fik aldrig lov at skygge for Pundiks egen journalistik.

De nu foreliggende 60 års journalistik i udvalg vidner om en oplagthed og sproglig spændstighed over tid, som lykkeligvis ikke svækkes af chefpostens tyngde. For skribenten Pundik sejrer over administratoren Pundik. Bogen postulerer det ikke. Den dokumenterer det med sit udvalg af artikler.

Pundik vedgår, at han tænker bedst, når han skriver. Politiken har også som medieorganisation vundet ved længe at have en velskrivende chefredaktør – så besværlig denne sjældne foreteelse end kan forekomme, når redaktøren gang på gang giver sig til at pendle mellem det trivielle og det eksistentielle. Den nye Pundik-mosaik rummer overraskelsesmomenter og niveau- og perspektivforskydninger, der fastholder læseren. Også fordi Pundik veloplagt spidser pennen med elegante og sylespidse formuleringer, der tager plads i erindringen og bliver en del af læserens egen bagage.

Pundik er ikke sådan at ryste af sig. Også fordi der er anstrøg af det næsten profetiske i adskillige artikler. I 1957 fastslår han, at Gaza har potentialet til at udløse nye krige og kriser, i 1967 advarer han Israel mod at blive en undertrykkende besættelsesmagt, og i 1999 frygter han, at terror kan erstatte regulære krige og vælte højhuse i New York.

Pundik kommenterer og introducerer selv en række af artiklerne. Det betyder interessant 'tilskuds-information' og en udmærket mulighed for at følge skribentens refleksioner over de journalistiske produkter på længere tidsmæssig afstand end normalt. Men de fleste tekster taler for sig selv i Pundiks klare og konsekvente sprog. Få evner som han at få endog særdeles komplekse begivenheder og tilstande beskrevet, så de fremtræder (næsten) selvindlysende. Der er sjældent tale om egentlig forenkling, men snarere om formidling af kompleksiteten på en så kvalificeret måde, at den bliver begribelig i kraft af netop formidlingen. Pundik eliminerer ikke kompleksiteten. Han tæmmer den, udnytter den som råstof og udmønter den i helstøbt journalistik, frafiltreret ethvert tilløb til ekspertsprog.

Hvis nogle skulle få den tanke, at Pundiks pen måske er blevet blidere med årene, kan de blot ty til en af bogens sidste artikler som et effektivt dementi. »Foghs åbningstale er bevidst vildledning,« fastslår han som indledning til en kommentar om Folketingets åbning 2006 – for at konkludere: »Hvis en bestyrelsesformand for et aktieselskab aflagde en beretning om selskabets tilstand af samme karakter som statsministerens beskrivelse af den irakiske situation, ville der udbryde oprør blandt aktionærerne.«

Klummen, kommentaren, analysen og perspektiveringen er genrer, hvor Pundik stilsikkert folder sig ud både vidensmæssigt og formidlingsmæssigt.

Alligevel er disse genrer, der alle er repræsenteret i bogen, for intet at regne mod reportagen, hvor Pundiks professionelle fortæller-instinkt får lov at tage over og simpelthen fører os gennem begivenhederne, så vi efterfølgende tror, at vi selv har været der. Heftigst måske oplevet i skildringen af branden på Hotel Hafnia i 1973, en af de største brandkatastrofer i København.  Den er skrevet på ren rygmarv, uden mulighed for omskrivning eller redigering. Hvert ark blevet flået ud af skrivemaskinen, så såre det var fyldt – og uden notater at tage afsæt i eller styre skriveprocessen efter skrev Pundik helt ubevidst, nærmest som i søvne, men med et nærvær og en autenticitet i skildringen, der får læseren af bogen til anno 2007 at ønske sig endnu en bog, denne gang udelukkende med reportager.

Det er enhver klumme-skribents ret at 'kloge' sig på verdens sande tilstand. Pundik har en helt enestående baggrund at gøre det på. Men hans største styrke er alligevel reportagen, hvor han viser os, hvorledes verden er. Når han er på pletten, rammer han i plet.

»Pundik. Udvalgte artikler fra 1946 til i dag«, redaktion: Anders Jerichow, Politiken, 312 sider, 249 kroner.