Nu hvor det hele foreligger i en sammenskrevet og let tilgængelig form, kan jeg ikke dy mig for at spørge, om politikerne bag initiativet nu også er tilfredse med resultatet.

ANMELDELSE. Lad mig indrømme det med det samme. Nærværende anmelder gik ikke til læsningen af denne bog med et uhildet sind. Bogen er en sammenfattende redegørelse for resultatet af det forskningsmæssige hovedeftersyn, som det snævre flertal bag medieaftale 2002-2006 (regeringen og Dansk Folkeparti) besluttede at bruge godt 5 millioner kroner af licensmidlerne til. Jeg hørte dengang til blandt skeptikerne, som i det udspecificerede politiske kommissorium så en undertone af mistillid til den måde, DR og TV 2 løste deres opgave på.
Særbevillingens forvaltning i Radio- og tv-nævnet, de forskere, der fik opgaven, og den måde, de har løst den på, har fjernet grundlaget for denne skepsis. Nu hvor det hele foreligger i en sammenskrevet og let tilgængelig form, kan jeg ikke dy mig for at spørge, om politikerne bag initiativet nu også er tilfredse med resultatet. Det skal jeg vende tilbage til i slutningen.
Spaltepladsen giver ikke mulighed for at yde bogens ni bidrag retfærdig omtale. Jeg må nøjes med kort at resumere de mest kontroversielle hovedbudskaber.
For det første frikendes DR (og TV 2) i en analyse af deres dækning af de fem valgkampe til folketinget i perioden 1994-2007 for anklagen om venstreorienteret (henholdsvis borgerlig) slagside. Hvad der naturligvis ikke har afholdt Søren Espersen fra (skuffet?) at give luft for sin kritik af undersøgelsens metode.
For det andet rummer bogen en glimrende analyse af journalistikken i de to public service-stationers nyhedsformidling. Trods presset fra øget politisk kontrol, kampen om seerandele og stigende kommercialisering er det forskernes vurdering, at bærende nyhedskriterier i den journalistiske kultur som "væsentlighed" og "uafhængighed" i det store og hele står uantastede.
For det tredje viser en af undersøgelserne, at der blandt lyttere og seere, som betaler hele gildet gennem licensbetalerne, råder meget stor usikkerhed om, hvad begrebet "public service" egentlig dækker over. Lad mig for egen regning påstå, at de her deler skæbne med ikke så få af deres valgte repræsentanter i folketinget. Mere interessant er det, at "borgerne" ikke desto mindre er rimeligt afklarede i deres krav til, hvad DR og TV 2 bør sende, og også har et nogenlunde dækkende billede af forskellene mellem de to stationers nyhedsudsendelser.
Endelig vil jeg for det fjerde lige pege på en væsentlig analyse af EU's komplekse regulering af public service-området. Overraskende for mange læsere vil det nok være, at den store stygge EU-ulv nok har en skræmmende indflydelse på hele området, men at der faktisk også er et betydeligt råderum for en national, dansk politik på området. Et råderum, der ikke altid udnyttes fuldt ud.
Fik de så, hvad de gik efter – politikerne? Ikke, hvis undersøgelserne skulle bruges som ammunition til en fortsat beskydning af de to public service-stationer. Hvis meningen med initiativet var at bringe større afklaring og forståelse af det sammensatte public service-begreb, hvordan opgaven forvaltes og de udfordringer og dilemmaer, der præger feltet, må man sige, at forskerne har leveret varen. Nu foreligger den i en ompakket, tilgængelig form i en bog, som fortjener at blive læst – ikke kun af de mange journalister, som beskæftiger sig med området.

"Public service – i praksis og i fremtiden"
Erik Nordahl Svendsen (red.)
Forlaget Ajour 2010
245 sider, 298 kroner