Provokerende mandelgave

Bog: Forfatter: Forlag:

Man skulle tro, at Danmark var gået rabundus med alle de rædderlige regeringschefer, vi har haft.

ANMELDELSE. Man skulle tro, at Danmark var gået rabundus med alle de rædderlige regeringschefer, vi har haft. I hvert fald efter at have læst Bent Falberts uhæmmet kritiske bog om de 41 statsoverhoveder, vi har haft her til lands siden den første frie forfatning i 1849. Uanset om de hed premierministre, konseilspræsidenter eller som nu statsministre, så har "forbløffende mange været komplet uegnede", lyder dommen fra Falbert.
Han advarer allerede i forordet om, at han har valgt at betragte de 40 mænd og en kvinde "respektløst". Det er en forfriskende, men også flere steder provokerende, sandhed i bogen. Flere politikere får i Falberts bog et sørgeligt eftermæle.
Venstremanden Knud Kristensen får ord som "platugle", "svindler", "hykler" og "bonderøv" med på vejen – og udnævnes af Bent Falbert til Danmarks dårligste statsminister for sin indsats 1945-47. I tæt konkurrence med Anker Jørgensen, der får overskriften "den folkekære dilettant" og kaldes ukvalificeret til jobbet. Til gengæld får eksempelvis Poul Schlüter en ret rosende omtale.
Falberts harmdirrende pen suppleres af Morten Ingemanns fremragende karikaturer, der er blandt de bedste, jeg har set ham levere. Der er skruet ned for kønsdelene og op for den politiske symbolik i forhold til "Og det var Danmark"-striben, som tegneren primært er kendt for.
Den største svaghed er ikke, at "41 statsministre – fra oven af og nedefter" er provokerende og harm i sin tone. Det er selve præmissen for værket, og sarte sjæle bør gå langt uden om bogen. Men i de enkelte kapitler, især om de første statsledere, er der ofte spring i tid, bratte overgange og kludrede formuleringer, der svækker teksten. Især de første kapitler, der har længere historiske afsnit, er ramte.
Bogen leverer ikke historisk dokumentarisme, men snarere skarpvinklede persontegninger, der stikker dybt i politikernes svagheder. Det er absolut underholdende, og Falbert lægger ikke skjul på sin forargelse over flere af statsledernes uduelighed. Derfor egner bogen sig for så vidt fint som mandelgaven til dem, der har fået portrætbogsfeber og hellere vil have den korte og sladrende udgave gange 41.

"41 statsministre – fra oven af og nedefter"
Bent Falbert (tekst) og Morten Ingemann (illustrationer)
Ekstra Bladets Forlag
196 sider, 250 kroner

Andreas Marckmann Andreassen er
freelancejournalist, fast tilknyttet Journalisten

0 Kommentarer