Profession: Reporter

Bog: Reporter. A Memoir Forfatter: Seymour M. Hersh Forlag: Allen Lane (355 sider, 280 kroner)

Seymour M. Hersh er blevet kaldt ”den sidste store amerikanske reporter”. Han har passeret de 80 og har i et halvt århundrede sat spørgsmålstegn ved den officielle version af en historie, ikke mindst den, skiftende amerikanske administrationer har forsøgt at servere for medier og offentlighed. At en stor del af hans afsløringer bygger på anonyme kilder og whistleblowers, har gjort ham til en kontroversiel journalist, som politikere, embedsmænd og indimellem også kolleger har kritiseret.

Hersh forsvarer i sin erindringsbog metoden som nødvendig, hvis sandheden skal frem, og at han har en pointe, er tydeligt i dag, hvor Edward Snowden og andre whistleblowere hjælper/bruger medierne til at afsløre manipulation og magtmisbrug.

Parallellen til Snowden er slående, når Hersh beskriver, hvordan CIA i 1970’erne udspionerede amerikanske statsborgere på amerikansk jord, og udenrigsmister Henry Kissinger – lige så ulovligt – aflyttede medarbejdere og journalister for at finde lækager. De historier havde ikke set dagens lys uden det netværk af (anonyme) kilder og kontakter i Kongressen, forsvarsministeriet og efterretningsvæsenet, som Hersh byggede op i 1960’erne, mens han var på nyhedsbureauet AP’s redaktion i Washington D.C.

Det netværk lå bag afsløringen af My Lai-massakren i Vietnam. De to kapitler om My Lai er bogens bedste. Vi følger skridt for skridt Hershs arbejde fra det øjeblik, han får et tip om, at den amerikanske hær forbereder en krigsret mod en soldat, der er tiltalt for at have myrdet et stort antal civile vietnamesere i landsbyen My Lai.

Sporet ender på militærkasernen Fort Benning, hvor den tiltalte, løjtnant William Calley, er gemt af vejen. Dengang kunne civile bare køre ind på en kaserne, så det gør Hersh, som belønnes for sin udholdenhed og får et interview med Calley.

My Lai og de andre massakrer, der dukkede op i dens kølvand, svækkede støtten til Vietnam-krigen og åbnede verdens øjne for, at også amerikanske soldater kan begå krigsforbrydelser. 30 år senere pillede Hersh igen pynten af myten om ”den gode krig” ved at afsløre den amerikanske hærs ydmygende behandling af fanger i Abu Ghraib-fængslet i Irak.

My Lai gav Hersh en Pulitzer-pris, et job på New York Times og senere også på New Yorker. På New York Times var han med til at afdække Watergate-skandalen og beskriver, hvordan det foregik i en blanding af konkurrence og samarbejde med Bob Woodward fra Washington Post.

’Reporter’ er fortællingen om en enspænder, som forlod sine job i det øjeblik, hans historier blev modarbejdet, og fælder hårde domme over de redaktører og kolleger, der efter hans mening udfører selvcensur eller lader magthavere påvirke deres (og hans) historier.

”En overlevende fra journalistikkens gyldne dage”, kalder Hersh sig selv. Dengang, der efter hans mening var tid til at researche en historie uden konstant at skulle fodre nettet, og medier havde råd og plads til undersøgende journalistik.

Her kunne jeg have ønsket, at Hersh havde nævnt Edward Snowden m.fl. som eksempler på, at selv i dag er der whistleblowere og medier, der tør.Bortset fra dette forbehold er bogen værd at læse for dens indblik i en gravers arbejdsmetoder.

Uffe Westerberg er journalist

0 Kommentarer