Politiske finurligheder på stribe

Bog: Forfatter: Forlag:

Poligak er en finurlig bog. Kort beskrevet er det en bog om, hvordan vi danner vores holdninger i politiske spørgsmål, og om hvordan vores underbevidsthed spiller os et puds i politik. Bogen er fuld af eksempler på, hvordan for eksempel tilfældige hændelser influerer på politiske beslutninger. Den handler om, hvordan valg er blevet vundet, fordi vælgere er blevet påvirket af hajangreb, storme og andet uforudsigeligt, eller hvordan politikere bevidst forsøger at påvirke vores stemmeafgivelse. Som sådan er Poligak en skæg rundtur med politisk psykologi som omdrejningspunkt.

Forfatterne har været vidt omkring for at beskrive, hvordan individer lader sig påvirke i politik. Således er litteraturlisten alenlang, og man kommer fra New Jersey i 1916 over Australien til Sorø Kommune, lige før finanskrisen brød ud. Eksemplerne bygger på videnskabelige studier, hvor forskere i mere eller mindre fantasifulde eksperimenter har forsøgt at kortlægge, hvordan vi mennesker stemmer, og hvordan politikere og andre kan tage højde for det.

Bogens mange eksempler er både dens styrke og svaghed. De går fra det virkelig interessante til det banale. Som for eksempel hvorfor prisen på mælk er sat til 7,95 og ikke 8 kroner, eller hvorfor skattelettelser særligt kommer op til valg. Andre eksempler bliver man oprigtigt klogere af. Og så er der viden, man ikke får andre steder. Som det faktum, at der var 13 millioner flere pornosøgninger på Google på aftenen for Barack Obamas første præsidentvalg.

Poligak er velskrevet og med humoristisk kant, og derfor er den også letlæselig. Men eksemplerne er – trods de ofte er morsomme – for mange og i for mange forskellige kontekster. Man bliver som læser simpelthen blind for de pointer, der opsummeres, fordi der er for mange, og de bliver lidt forudsigelige.

En af de væsentlige pointer i Poligak er, at man sjældent kan forudsige politik. Den kommer sågar med en konkret kritik af politiske kommentatorer, der forsøger at spå om fremtiden, men sjældent har stort held med det. At man videnskabeligt kan påvise, at politiske kommentatorer ofte er på lige så bar bund om fremtiden som os andre, fortjener et større publikum.

Bogen kan læses af mange, der interesserer sig for politik, samfund, historie og sågar psykologi. Men jeg har lidt svært ved at se, hvem bogen konkret er målrettet til. Den er trods alt for letbenet til professionelle inden for politik, og måske for abstrakt for studerende. Men sådan er det måske, når man forsøger at skrive, så læserne både bliver klogere og godt underholdt?

Poligak – hvordan politikerne prøver at snøre dig – og hvorfor du næsten altid snyder dig selv
Frederik Hjorth og Asmus Leth Olsen
Poligak I/S
224 sider, 199 kroner

Troels Johannesen er kommunikationsrådgiver i Dansk Journalistforbund

0 Kommentarer