Bog: Kældermennesker. Om populisme og besværet med at være menneske

Forfattere: Carsten Jensen

Forlag: Politikens Forlag (146 sider, 150 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

I et længere indlæg i Politiken tidligere i dette årti gik Carsten Jensen (endnu en gang) efter struben på ”den håndfaste Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker”, som ved den lejlighed blev åndeligt associeret med Breiviks exceptionelle udåd på Utøya. Et retorisk angreb med nogle maleriske formuleringer, som ikke er gået i glemmebogen siden, for her – mente mange – var den succesfulde romanforfatter og dristige reportagejournalist da sunket så dybt som ingen betydelig debattør før – eller siden!

Carsten Jensen forsøger, efter eget udsagn, med sin nye polemiske pamflet af en debatbog at præcisere og nuancere sin pointe og uddybe begrebet ”kældermennesker”, som han har lånt hos den russiske 1800-tals forfatter Fjodor Dostojevskij.

Jensens mere eller mindre velmente forsøg på at udfolde sin indsigt får imidlertid et tvivlsomt afsæt, da det i debatten siden udgivelsen er blevet litteraturfagligt godtgjort, at Jensen vist har misforstået Dostojevskijs begreb.

Helt så uheldigt slipper Jensen dog ikke fra alt, han fyrer af i denne bog, der gør et åndeligt og sprogligt fantasifuldt forsøg på at analysere og modvirke den accelererende populisme – med en tilstræbt indlevelse i dens tiltrækningskraft.

For populismen er, meget forsonende, kendetegnet ved, at den går op imod det dominerende ideologiske paradigme, som på ryggen af ”nødvendighedens politik” lyder:

”Du er selv skyld i de ulykker, der overgår dig.”

Jensen mener ligefrem, at ”det er et befrielsesbudskab, populismen kommer med, en frisættelse af en plaget psyke”.

Derefter er bogen dog et langt ’men’ – uden overraskelser. Men heller ikke uden vid og bid.

Jensens antagelse er, at max hver femte vælger er til fals for fremmedhadernes populisme, og at svaret herpå må være at vende ryggen til deres dagsorden (om den så er båret af bekymring eller racisme). Dette råd gav han også svenskerne for nylig – på baggrund af den (højre)drejning, tingene har taget i Danmark i dette årtusinde, hvor de ikke-stuerene som bekendt er kommet til fadet (og en ”rehabilitering” af Poul Nyrup og hans retorik derfor er påkrævet).

Spørgsmålet er, om Jensen med den fastgroede retorik, han anvender, alene prædiker for menigheden = rodfæstede venstrefløjsere, kulturradikale veteraner, bedsteforældre for asyl, majoriteten af svenskerne, og hvem der ellers med salig (selvgod?) fornemmelse har gouteret hans indlæg de seneste 20-30 år.

Svaret er ved læsning af hans intellektuelle anstrengelser – tilsat sort satire – i denne omgang ikke et ubetinget nej.