ANMELDELSE. "Hvis jeg siger, jeg er soldat, ved jeg, hvad de vil spørge om: Hvor mange har du slået ihjel, hvad fik du at spise, og hvor sov du? Det er fair nok, men der er meget mere at fortælle, og det er der meget få, der ønsker at lytte på."

Ordene er oversergent Christian ”Krølles”, en af de mange danske udsendte, der kommer til orde i Mærket for livet, Jan Grarups nye fotobog om livgardens soldater og deres tatoveringer. Og hvis man tror, der er kommet en kulørt og krigs-kitschet coffeetable-bog ud af at stille skarpt på tuscherne, tager man grundigt fejl.

Grarup og journalist Jakob Fälling (som ikke har fået plads på forsiden, men hvis bidrag må anses for væsentligt) har nemlig formået at lytte (hvis det ellers er muligt med et kamera), og det i en grad, så de har fået drengene (de fleste af dem foruroligende unge) til både at fortælle og tale over sig, så vi får historierne om træfninger og tab, og måske endnu vigtigere en forklaring på, hvad det er, der driver disse unge til med livet som indsats at drage i krig for fædrelandet.

Og her spiller tatoveringerne en helt central rolle som ”rite of passage”, som samlende kraft og som værn mod meningsløsheden, tvivlen og omverdenens manglende forståelse. Som her hos Sami, en 24-årig overkonstabel, der nogle gange står op om morgenen og tænker: ”Hvad fanden laver jeg her?": "Min tatovering husker mig på, at jeg ikke skal tvivle på mig selv". (…) Man ved ikke 100 %, om alt det her er rigtigt”. Eller som hos delingsfører Martin: "Det er fuldstændig umuligt at forholde sig til, om alt det, man gør, er rigtigt eller forkert rent moralsk, etisk og så videre. Men alle kan forholde sig til, at de skal passe på hinanden, og at de er en del af et fællesskab.” Det er altså kammeratskabet, der er den altoverskyggende både tiltrækkende og samlende faktor, og tatoveringerne får derfor betydning som pagtbeseglende fællesskabs-markør.

Og hvor mange måder kan man så lige fotografere tatoverede soldater på, så det bliver ved med at være spændende? Uendelig mange faktisk, når man hedder Grarup. Bogens repetitive form (som med dens underlayoutede mangel på sideantal og kapitelinddelinger irriterede mig i starten) virker, og ikke et eneste af skuddene mangler nærvær, følsomhed eller spontan fortælletrang. Der er simpelthen ikke én soldaterhistorie for meget.

Jeg kan godt forstå, at Eric Lerdrup Bourgois fra Livgardens Historiske Samling, som er ophavsmand til ideen, har valgt at lægge projektet i hænderne på Grarup. For som ”Krølle” siger det i bogen: ”Jeg vil helst ikke tale om mine udsendelser med folk, der reelt ikke er interesseret i andet end overskrifterne. Det er det for alvorligt til.” Med Mærket for livet får vi hele historien.

Mærket for livet – Tatoveringer blandt Livgardens soldater
Jan Grarup
Gyldendal
336 sider, 299 kroner

Julie Asmussen er grafisk designer og pr-medarbejder