Bog: Syv år for PET – Jakob Scharfs tid
Forfatter: Morten Skjoldager 
Forlag: People’sPress  (440 sider, 299,95)

Anmelder: Anne Lea Landsted, journalist og journalistisk lektor

’Syv år for PET’ var, i perioden op til udgivelsen, Danmarks nok mest omtalte bog. En lidt for kæk bagsidetekst havde fået den hemmelige tjeneste op i det røde felt og byretten til at udstede et forbud mod at udgive bogen. Det skete på en formodning om, at indholdet kunne bringe sikkerhedstjenestens arbejde i fare.

Det gør det næppe. Sagerne er gamle og kendte for de fleste. Til gengæld kan forlaget, forfatteren og hovedpersonen glæde sig over stigende salgstal og en førsteplads på bestsellerlisterne.

Bogen om Jakob Scharfs syv år for PET er spændende, veldokumenteret og velskrevet. Forfatteren Morten Skjoldager har et imponerende overblik over de mange terrorsager fra Glasvejssagen til amerikaneren David Headley, der havde planer om at dræbe journalister på Jyllands-Posten, til den svenske terrorgruppe, der planlagde et større terrorangreb i Danmark, men blev stoppet i sidste øjeblik af PET og den svenske efterretningstjeneste, Säpo.

Jakob Scharf er hovedpersonen og den gennemgående stemme i bogen, som der også står i forordet. Det er hans version af virkeligheden, vi får – og her kunne jeg godt have ønsket mig, at forfatteren, som er en dygtig journalist, var trådt lidt mere i karakter. Den tidligere PET-chef slipper for nemt flere steder. For eksempel når han skal forklare, hvordan det kunne lykkes en øksemand at trænge ind i tegneren Kurt Westergaards hjem på et tidspunkt, hvor der eksisterede adskillige trusler mod tegneren.

Ifølge Jakob Scharf handler det om ”prioritering” og ”ressourcer”, eller som han udtrykker det i bogen: PET har simpelthen ikke ”kapacitet til at holde øje med alle”, selv om øksemanden Mohamed Geele faktisk var en af de personer, PET havde i kikkerten.

”Det, at du aflytter en mistænkt, betyder jo ikke, at du nødvendigvis sidder og lytter med i realtid og oversætter samtalerne med en tolk. Det er igen et spørgsmål om ressourcer.”

Godt så. Men det forklarer absolut ikke, hvorfor Kurt Westergaard ikke var bedre beskyttet.

Jakob Scharf taler meget, men spørgsmålet er, hvor meget lys han kaster over mørket. Mange af de store sager fik PET ”forærende” efter tip fra udenlandske tjenester: David Headley for eksempel. Det var heller ikke PET, der fandt identiteten på den etbenede bombemand, Lors Doukaiev. Det gjorde dagbladet BT efter en opringning til en bokseklub i Belgien.

Den tidligere PET-chef forklarer det med, at ”vi ikke bare kunne ringe rundt til belgiske bokseklubber”, ligesom de ”simpelthen” ikke kunne ”komme igennem til den belgiske efterretningstjeneste”.

Samme argument går igen i sagen om nødløgnen, hvor PET ikke kunne fortælle Pia Kjærsgaard, at det var risikabelt at besøge Christiania, fordi der var spændinger blandt pusherne. Hvorfor egentlig ikke? Hvad var der sket ved at fortælle retsudvalget sandheden?

Sagen gav sikkerhedstjenesten alvorlige ridser i lakken, men det var intern ballade, der i sidste ende pressede Jakob Scharf ud af PET.