search

Pendleren Pundik

Bog: Forfatter: Forlag:

Anmeldelse af Herbert Pundik: Du kan hvis du tør.

Andet bind af Herbert Pundiks erindringer er udkommet. Første bind (anmeldt i Journalisten nr. 10/2005) var viet slægten, opvæksten og journalistens liv på verdensscenen. Andet bind er helliget det legendariske hjørneværelse, chefredaktørens kontor på Politiken, og alt, der udgår derfra. Det er ikke småting. Slet ikke i Politikens selvforståelse. Og især tydeligt i Pundiks 24 år lange chefepoke på bladet. For Politiken brugte i en menneskealder Pundik som en levende reklamesøjle. Derfor får vi lykkeligvis meget af verden skildret også i andet bind, omend mere rationeret i fremstillingens form end i første bind. For det berømte hjørneværelse på Politiken binder. Pundiks værelse kunne let være blevet Pundiks fængsel. Men til alt held for Pundik selv og hans mange trofaste læsere fik han en redaktørkontrakt af de mere enestående i dansk presse: Gennem 24 år forblev han bosat i Israel, men pendlede til Politiken, hvor han havde 25 sammenhængende arbejdsdøgn, afløst af ti dages sammenhængende fritid i Israel. Pendleren Pundik er forudsætningen for memoireforfatteren Pundiks succes. Hans livslange rastløshed gør, at hans erindringer når videre omkring , end det normalt er et enkelt memoireværk forundt. Kedelige har rejserne aldrig været. Kedelige er heller aldrig skildringen af de mange og mangeartede rejser i tid og rum. For de er alle, direkte eller indirekte, båret af et livslangt engagement i journalistikkens muligheder for at gøre verden blot lidt bedre – enten ved redaktørens egen indsats eller ved den indsats, han kan motivere og inspirere medarbejderne til. Ikke så meget ved moderne ledelsesstil som gennem eksemplets magt. Pundiks sprudlende pen har gennem årtier givet Politikens selvforståelse som "den levende avis" et substantielt indhold. Pennen sprudler om muligt endnu mere veloplagt og endnu mere forfinet på bogsiderne end i avisspalterne, godt hjulpet af forfatterens sans for den prægnante direkte replik, der uden filter placerer læseren tæt på de skildrede aktører, også på årtiers afstand.
Dette kunne godt være blevet et problem for læserens opfattelse af replikkernes autencitet. Men det bliver det ikke. For ganske vist husker vel selv en Herbert Pundik ikke replikker og begivenheder så eksakt, som vi møder dem i bogen. Ægtheden er alligevel næsten garanteret. For Pundik bygger sine erindringer på tusindvis af breve til hustruen Sussi, skrevet i de perioder, de var borte fra hinanden, og typisk nedfældet i avisens "døde punkt" mellem færdiggørelse og trykstart. Derfor er vi tæt på – uden at det af den grund bliver privat. Af disse daglige rapporter om løst og fast er skabt et fornemt erindringsværk – dels fordi Pundik har meget at erindre, dels fordi Pundik kan formidle sine erindringer med en prægnans og professionalisme, der får de mange bogsider til at leve, så de også bliver en del af læserens liv.
Sat på spidsen formulerer Pundik sig ligefrem faretruende godt. Bogen er nemlig så godt skrevet, at man sluger side efter side – måske helt uden at opdage, at det lette stof og de medrivende formuleringer også leder gennem ganske dybsindigt stof. Et godt råd kunne være: Lad ikke stilen bestemme tilegnelsestempoet! Stands engang imellem op i læsningen. Der er flere lag i fremstillingen, end de mange velanbragte anekdoter og de utallige præcise replikker måske ved en (for) hurtig tilegnelse giver plads for.
Pundik mestrer også den kunst at lade det tilsyneladende lette stof bære det tunge stof frem til læseren.
Første bind lærte os, at det ikke er nok at overleve. Det forpligter. Det er ikke nok, at vi skal have noget ud af livet. Livet skal også have noget ud af os. Andet bind lærer os, at man kan, hvis man tør. For tør man ikke, kan man heller ikke. Det gælder i journalistik som i livet i det hele taget. Overleveren Herbert Pundik har kunnet, netop fordi han har turdet – også da han helt uden chef-erfaringer blev chefredaktør og bragte den levende avis frem i første række i rollen som en af de overlevende aviser på det krympende danske avismarked.
Da Pundik overtog Politiken i 1970, befandt avisen sig i frit fald på vej ned under de 100.000 i oplag og truet på sin eksistens. Da han forlod chefredaktionen i 1993, havde Politiken længe været Danmarks største morgenavis. Det redaktionelle miljø på bladet var i pressekredse kendt som intrigernes holdeplads. Nogle af intrigerne udleveres i bogen. Men det er ikke for dem, man skal læse erindringerne. Pundik toner dem ned. Kun styrkeprøven med bestyrelsen har principiel interesse. Den vandt Pundik. Bestyrelsen affandt sig med at have fået en skrivende chefredaktør, hvis meninger ikke i alle (blad)livets forhold kunne være forhåndsafstemt med, endsige forhåndsgodkendt af bestyrelsen.
Pundiks position i forhold til medarbejderne var mindre bestemt af striberne på ærmerne som chefredaktør, mere af rollen som en af bladets ubestridt bedste skribenter, for hvem ingen journalistisk genre forblev fremmed. Læseren af erindringsværket erindres om det gennem mange korte citater. Men helt til sin ret som en mangefacetteret skribent kommer Pundik først, hvis de to erindringsbind ledsages af et tredie bind med udvalgte artikler fra hans lange liv i en kuffert. Det bedste i Pundiks journalistik er for mere end døgnet – og fastholder samtidig døgnet i et journalistisk kvalitetsgreb. Journalistik kan gøre en forskel. Bogen godtgør det overbevisende flere steder. Disse steder påkalder en kildeudgave med de journalistiske tekster.
Pundik er for optaget af journalistikken til helt at give intrigerne i bladhuset den opmærksomhed, store egoer måske forventer. Til gengæld bliver bestyrelsesformand Holger Lavesen fyndigt sat på plads, da han i 2002 de facto tvinger Pundik til at forlade Politikens bestyrelse: "Lavesen og jeg skiltes, uden at vi efterlod et savn hos hinanden. Ingen af os var overbevist om, at modpartens indsats var af betydning for bladets tarv". Så kort kan det gøres.
Hvor meget end Politiken med rette fylder i andet bind af erindringerne, der er et stykke særdeles vedkommende pressehistorie, kan og skal det ikke skjules, at bogen mest prægnant fanger og fastholder begivenheder langt borte fra Rådhuspladsen i København. Læst under ét bliver de to bind ikke blot pressehistorie, men tidshistorie af næsten universel karakter.
Pendleren Pundik pendler ikke blot mellem Tel Aviv og København, men også mellem pressehistorien og verdenshistorien.

Herbert Pundik: Du kan hvis du tør. Erindringer. Gyldendal. 392 sider. 299 kroner.

 

 

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen