ANMELDELSE. Paula Larrains tidligere arbejdsgivere i DR, medieeksperter, spindoktorer og anden dårskab får en tur med håndryggen – desværre uden det på noget tidspunkt bliver særlig sjovt, skarpt eller spændende i hendes debutroman "Uden for citat".

Jeg er da smigret, hvis den "fimsede" livsstilsjournalist Søren fra Berlingeren er mig. Det kan selvfølgelig også være min navnebror Søren Frank.
Dermed også sagt, at jeg har arbejdet sammen med Paula Larrain på Berlingske Tidende. Bare for god ordens skyld. Og det der med fimset er jo en kunstnerisk frihed, man må give en forfatter. Ligesom at frokostrestauranten Husmanns Vinstue skulle holde åbent om natten.
Oprindeligt skrev Paula Larrain på sin romandebut "Uden for citat" med sin daværende mand, Mads Holger, men i dag står hun af uransagelige grunde alene tilbage på bogomslaget. Og mange af Paulas kolleger vil – som undertegnede – nok kaste sig over bogen i frydefuld forventning om en gang verbal happy slapping af mediebranchen og journaliststanden, men en egentlig nøgleroman er der desværre ikke tale om. I stedet får vi et forsøg på samfundssatire, som er set skarpere, sjovere og mere spændende før.
Paulas tidligere arbejdsgivere i DR, medieeksperter, fremtidsforskere og anden dårskab får da en grundig tur med håndryggen, og det kræver ikke mere end almindelig omgang med en gratisavis at genkende sociolog Henrik Dahl og spindoktor Michael Kristiansen m.fl. i persongalleriet. Men persontegningen hæver sig sjældent over arketypiske klicheer: Journalisterne på JP er i gråmeleret jakkesæt og foragter offentlig forvaltning. På Ekstra Bladet er de fordrukne kynikere. På B.T. er de bare dumme. Og på Politiken er kvinderne smukke og går til slam poetry på Stereobar.
Hovedpersonen Mikkelsen er pressechef for en minister, som engang for flere årtier siden har skubbet til en kommunalarbejder, som ville fjerne hans carport. Og så bliver der ellers kørt stråforkortere og integration i stilling for at fjerne pressens fokus fra denne potentielle Tamil-sag. Men pointen er, at Mikkelsen til sidst ofrer sin minister i et spin for selv at komme til tops, hvorefter det hele kulminerer i utroværdig slapstick. En egentlig spændingskurve kan man ikke tale om, og plottet kommer ret hurtigt til at køre i tomgang, mens vor beregnende hovedperson afværger den ene krise efter den anden for kun at spænde flere snubletråde ud for sig selv og sin hjælpeløse minister.
"Nu huskede han, hvorfor det netop var ham, de havde hyret til jobbet. Han kunne det jo. Han var et geni. Hvis det her lille ubetydelige land var Gladsaxe Teater, så var det sgu ham, der var Flemming Enevold," tænker spindoktor Mikkelsen på et tidspunkt i bogen uden at være tynget af den historiske baggrundsviden, at Gladsaxe Teater lukkede i 2006 pga. Flemming Enevolds fejlslagne dispositioner i forbindelse med en H.C. Andersen-forestilling.
I forlængelse af al den overfladiskhed i mediebranchen, som hænges til tørre i "Uden for citat", er det nærliggende at tænke, at Paula Larrains roman næppe heller ville være at finde med limet ryg i bogreolen, hvis ikke forfatteren selv havde været studievært, vraget folketingskandidat, deltager i "Vild Med Dans" og efterhånden fast stof i ugebladene. Jeg kan til enhver tid anbefale Per Helge Sørensens beslægtede og langt mere veldrejede "Spin" fra 2003 i stedet.

Paula Larrain: "Uden for citat". Rosinante. 207 sider, 249 kr.