Bog: Folkets tid

Forfattere: Martin E. O. Grunz

Forlag: Gyldendal (160 sider, 300 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

Bag enhver kunstner udi genren historiemaleri står der (mindst) en historiker med et stålsat sindelag. I 1800-tallet så man, hvordan Danmarks tusindårige historie blev iscenesat i en nationalromantisk politiserende sammenhæng med et konkret mål: Danmark som nationalstat, baseret på ét folk med én historie og fælles værdigrundlag.

Helt så langt tilbage rækker Socialdemokratiets historie ikke. Men legenden om, at Socialdemokratiets historie er lig med Danmarks historie, lever i bedste velgående i partiet.

Så nu var det på tide lige at få mindet sig selv og offentligheden om det som forspil til folketingsvalget – samt evig øvrig inspiration.   

Derfor har man hyret Jacob Brostrup til at besmykke partiets gruppeværelse med en række malerier, der i udførlige detaljer iscenesætter partiets historie – med Martin Grunz som historiefaglig konsulent, således at der er tjek på kronologien og de tematiske sammenhænge. For dem, der gerne vil have hele historien, foreligger nu ’Folkets Tid – Socialdemokratiet og Danmark’, som Grunz har fået til opgave at forfatte i samme omgang. 

Meget er vundet gennem de sidste knap 150 års kamp for hele folkets frihed og den universelle velfærdsstat. Hertil hører de små sejre. Som da Poul Nyrup i sin mest pressede statsministertid fik fredet alle kolonihaver på statslig grund og dermed reddede ”en livsform nært knyttet til arbejderbevægelsens værdier”.

Men før Nyrups aktion stiftede en herre ved navn Louis Pio partiet i 1871, hvilket han naturligvis ikke undslipper hæder for i bogens første afdeling. Af hengivenhed over for partistifteren har nutidige socialdemokrater opkaldt en netavis efter ham, kaldet PioPio, hvortil Grunz også leverer hyppige bidrag. 

Hvad hans nye partihistoriebog har fået af kritiske anmærkninger af diverse historikere i medierne på det seneste, er dog for intet at regne mod den permanente kritiske behandling i pressen, som er blevet PioPio til del. Et offentligt støttet medie, der kalder sig uafhængigt – på et ”demokratisk socialistisk værdigrundlag”.

Om det reelt er at regne for en god/mindre god gammeldags partiavis, dirigeret fra Borgen, er et omstridt spørgsmål. At den er en publicistisk nødvendighed på grund af, at den øvrige presse – grundet borgerlig bias – giver partiet og dets mærkesager en unfair medfart, er et endnu mere omstridt spørgsmål. 

Heldigvis er varedeklarationen mere klar og mindre omtvistet, hvad denne bog angår; og dens kvaliteter, hvad historisk overblik og fortælleglæde angår, er til at få øje på. Selv om det saglige og oplysende går hånd i hånd med det forherligende og promoverende – og fred være med det.