Palme-mordet under skalpel

Århundredes nordiske forbrydelse spiddet fejltrin efter fejltrin. Pligtlæsning for alle, der mistænker svensk politi og presse for at være ufejlbarlige.

* Jan Bondeson:
"Blodspor i sneen – Mordet på Olof Palme"
Gyldendal.
336 sider, 299 kroner.

Anmeldt af Frederik Brun Madsen, journalist, TV 2

ANMELDELSE. Under en pressekonference viser politimester Hans Holmér nonchalant to Smith & Wesson-revolvere frem til ære for fotografen – som en anden sherif ville have gjort i Det Vilde Vesten. Det var sådan en type revolver, Olof Palmes morder anvendte for 20 år siden, da to dræbende skud ramte statsministeren en kold februar-aften på vej hjem fra biografen. Og det var sådan, den handlekraftige og feterede efterforskningsleder optrådte pressemøde efter pressemøde, når han kastede lunser fra efterforskningen ud til verdenspressen i årene efter mordet i 1986.

"Blodspor i sneen – Mordet på Olof Palme" udkom sidste år og foreligger nu i dansk oversættelse fra engelsk. Bogen er forfattet af den svenske overlæge Jan Bondeson, der i årevis har forsket i det gådefulde og uopklarede mord på Olof Pamle.

Bogens absolutte tyngde er den kølige og nærmest satiriske afdækning af århundredes nordiske drabssag – fejltrin efter fejltrin. Bondesen spidder en uduelig svensk politi-etat befolket af enøjede sheriffer og højreekstremister. Han tegner billedet af en ukritisk svensk presse, der beskriver politichefen som en anden Clint Eastwood. Det er historien om vidner, der aldrig afhøres. Spor, der aldrig bevares på gerningsstedet. Konspiratoriske og alternative spiongrupper med forbindelse til socialdemokratiet og justitsministeriets absolutte top. En nedslående beretning om kendsgerninger, der langsomt forsvinder ud i historiens mørke.

Bondesons vigtigste pointe er, at efterforskningsleder Hans Holmér og hans stab af politifolk i virkeligheden ikke havde styr på særlig meget og derfor er en væsentlig årsag til, at drabet måske aldrig bliver opklaret. Holmér var besat af tanken om, at det var den kurdiske uafhængighedsbevægelse PKK, der stod bag drabet. Holmér arbejdede med skyklapper på mod et fatamorgana uden at tage hensyn til andre åbenlyse spor i sagen. Det endte med, at Holmér måtte fjernes som leder af efterforskningen i 1988. To år efter drabet blev tavlen visket ren. Politiet var dybest set på bar bund. Mange af de oprindelige spor var for længst eroderet på grund af elendigt politiarbejde.

I kavalkaden af hovedløse efterforskningskneb fra Holmér hånd er også historien om fantomet. Under et pressemøde offentliggjorde han en fantomtegning, der skulle forestille Palmes morder. Tegningen gik verden rundt og affødte godt 8.000 henvendelser til politiet i Stokholm, der nærmest brød sammen. Det blev en lærestreg i, hvordan man ikke opklarer et drab. Bondesen beskriver farcen således:

"Koner angav deres mænd, medarbejdere deres chefer, psykiatere deres patienter og børn deres lærere. Over hele landet fik forskræmte gamle damer øje på fantomet, der luskede rundt ude foran deres huse. Sverige var blevet en nation af politistikkere."

Men værst af alt: Fantomtegningen fik de oprindelige vidner, der faktisk havde set Palmes morder, til at ændrede opfattelse af, hvordan drabsmanden så ud.

Jan Bondeson tager alle fremtrædende konspirationer, omdiskuterede beviser og motiver under behandling, og han giver til slut et bud på, hvad han mener er det mest plausible spor i jagten på Palmes morder – og nej, sporet peger ikke på den kriminelle narkoman Christer Petterson, der officielt er udråbt til manden, der affyrede de to dræbende skud.

Bondeson er blevet kritiseret for selv at puste nye konspirationer op. Men det er efter min mening uberettiget. Bondeson løfter blot sløret for nye oplagte spor, der hidtil aldrig er blevet efterforsket seriøst.

Og bruger i øvrigt en stor del at bogen på også at kritisere privatdetektivers efterforskning, som ofte har været lige så farceagtig som politiets. Som Bondeson skriver, er drabet ved at få samme status som jagten på Jack the Ripper i kraft af alle de selvbestaltede privatdetektiver, der kæmper om at fremlægge nye beviser – i sikker forvisning om at mordet alligevel aldrig bliver opklaret.

Inspiration overalt

Kreative frontløbere udleverer private noter og skitser, som de ellers holder tæt til kroppen.

* Kiki Hartmann og Dorte Nielsen:
"Inspired".
Grafisk Litteratur.
212 sider, 365 kr.

Anmeldt af Jens Otto Emmich, freelance-grafiker

ANMELDELSE. Der skal ingenting til for at få inspiration. Den er overalt!

Det er den altoverskyggende konklusion i bogen "Inspired", der er skrevet af svenske Kiki Hartmann, design director hos VBAT, og den danske grafiker Dorte Nielsen, der er forfatter til Idébogen (Grafisk Litteratur 2001).

"Inspired" er et overflødighedshorn af eksempler på forskellige kunstneres arbejdsprocesser og resultater. Bogen er indbundet i det gedigne format 275×225 mm og indeholder interview med 36 vidt forskellige kreative mennesker i Europa om, hvordan de finder deres inspiration. Blandt de interviewede er der syv danskere.

Bevæbnet med digital-kamera, båndoptager, papir og blyant er forfatterne draget til København, Stockholm, London og Amsterdam for at opsøge et udvalg af kreativt tænkende – i en bred vifte fra tekstildesignere, grafisk designere, reklamefolk og fotografer til arkitekter og en enkelt entertainer.

Samtlige interviewede blev stillet spørgsmål om inspiration, arbejdsproces, motivation, litteratur – og om, hvem de anser for at være den mest inspirerende person.

Danske Anders Lund Madsen, entertainer:

"Et varmt bad er det, der giver mig idéer. Jo varmere des bedre."

Svenske Filippa Knutsson, tekstildesigner og indehaver af Filippa K:

"Inspirationen får jeg ved at opdage nye lande og kulturer."

Danske Henrik Juul, kreativ direktør, Partner, People Group:

"Jeg får de bedste idéer, når jeg arbejder hjemme – og helst om natten."

Engelske Rosie Arnold, creative director:

"Motivationen er min bankrådgiver. Jeg skal jo have tag over hovedet og mad på bordet."

Hollandske Rodrigo Otazu, smykkedesigner, om den mest inspirerende person:

"Min mor."

Og Rob Wagermans, arkitekt fra Amsterdam, siger:

"Frygt er den største opponent. Jeg ønsker ikke klienter, der ikke tør tage en risiko af frygt for at miste deres job."

Et fællestræk er, at alle de interviewede brænder kompromisløst for deres arbejde. Det er deres liv, og de kunne ikke tænke sig noget andet.

Konceptuelle bøger har vundet indpas i faglitteratur om kreativitet ved siden af de deciderede lærebøger. Og heldigvis for det.

Den ene bogtype erstatter ikke den anden, men denne bog er et tydeligt eksempel på, at konceptbøger kan rumme en åbenhed, man normalt ikke oplever.

Ret så grænseoverskridende er det, at kunstnerne her udleverer private noter og skitser, som de ellers holder tæt til kroppen.

Der er meget i denne bog, vi alle kan lære af. Uanset om vi er designere eller journalister. Et udtryk som 'ingenting kommer af sig selv' bliver manet lidt i jorden af bogens troværdige konklusion: Der skal ingenting til for at få inspiration. Den er overalt. Så dyrk den!

I Visuelt Forum afholder vi en del arrangementer med virksomhedsbesøg, hvor cirka 20 mennesker tropper op i en enkelt virksomhed. Dette er en foræring at få servereret så mange unikke kunstneres tanker og udsagn om deres arbejde på et sølvfad – på én gang. Således er det muligt at blive inspireret af andres inspiration.

Ikke mindst er bogens flotte design en inspiration i sig selv. Mon ikke forfatterne, der også har designet bogen, selv er blevet inspireret af den danske grafiker Henrik Birkvig, der har en svaghed for skrifttypen Cooper Black, som titlen "Inspired" er sat med?

De lange linjer og de dybe lag

International medieklassiker nu på dansk.

Jostein Gripsrud:
"Mediekultur, mediesamfund".
Oversat af Stig W. Jørgensen.
Hans Reitzels Forlag.
384 sider. 398 kr.

Anmeldt af Erik Lund, afdelingsforstander, Danmarks Journalisthøjskole

ANMELDELSE. Jostein Gripsrud er professor i medievidenskab og institutleder på Institut for Informations- og Medievidenskab ved universitetet i Bergen. Han ytrer sig veloplagt og vedholdende i den skandinaviske og internationale mediedebat, hidtil dog med væsentlig større gennemslagskraft i Norge og Sverige end i Danmark.

Nu er hans store sammenfattende bog om mediekulturen i mediesamfundet udkommet på dansk. I sig selv en glædelig begivenhed, men det vil være endnu mere glædeligt, hvis udgivelsen af en moderne international medieklassiker på dansk kan medføre en perspektiverende udvidelse af kredsen af mediedebattører i Danmark.

Værket er langt mere end en traditionel grundbog i medievidenskab. Bogens særkende er, at den forsøger noget så vanskeligt som at forene et humanistisk, et samfundsvidenskabeligt og et historisk perspektiv. De teoretiske perspektiver præsenteres derfor oftest sammen med konkrete analyser og eksempler – og får dermed også appel til andre end medieteoretikernes snævre kredse.

For praktikerne er bogens mest værdifulde afsnit utvivlsomt en række historiske udviklingsforløb udsat for ny og skarp tolkning. For eksempel den drastiske ændring af værdier og verdensbilleder, som Første Verdenskrig repræsenterede, og som på mange måder blev videreført i Mellemkrigstidens kriseprægede år – for i Efterkrigstiden at blive en del af normaltilstanden! Med store konsekvenser for både medier og identitet.

Ungdommen kan ikke længere stole på forældrenes erfaringer. Forældrene kan ikke engang stole på egne erfariger. Visdom bliver erstattet af rådvildhed. Traditionelle fortællinger af moderne informationer i mange former. Overgangen fra 'fortællingens tid' til informationsalderen er fanget og fastholdt med stor forståelse for både gammelt og nyt – samt for hamskiftets accellererende karakter.

Redaktionernes reaktioner på de nye udfordringer er vigtig læsning. Gripsrud forsøger i nogle få hovedtræk at anskueliggøre både de lange linjer og de dybe lag. Fremstillingen drejer sig her især om nyhedsjournalistikken. Nyhedsredaktørens rolle som en portvagt, der foretager et valg i en stadig strøm af mulige nyheder, fører til, at den enkelte redaktørs værdier og meninger er tolket som afgørende for, hvilke nyheder publikum får serveret af såvel trykte som elektroniske medier. Men andre perspektiver trænger sig på, ikke mindst forestillingen om en 'social kontrol', der sikrer, at nybegyndere i det redaktionelle fællesskab hurtigt tilegner sig fælles normer for, hvad der er nyheder. Overførslen af normerne går så at sige af sig selv. Udvalget skabes mere af kollektive normer end ud fra enkeltpersoners individuelle vurderinger.

Et nyt element i tolkningen af de faktorer, der skaber nyhedsjournalistikken, kommer ind med organisations-perspektivet. Nyhedsorganisationen og dens interne og eksterne relationer er afgørende. Journalisten får i denne tolkning en tendens til at forsvinde.

Men nye teorier sætter igen ordmageren i centrum. Nyhedsjournalistik er nu ikke blot indsamling og udvælgelse af nyheder ud fra individuelle eller kollektive kriterier. Nu drejer det sig om tekstproduktion. Dermed kommer tekstproducenten, journalisten, igen til sin fulde ret, dog uden at organisations-perspektivet opgives. Det drejer sig om fortolkning af begivenheder og tilstande – og en tekstmæssig udformning af disse fortolkninger.

Bogens lange rejse gennem de teorier, der styrer nyhedsformidlingen, er vigtig for forståelsen af de analysemodeller, der har struktureret journalistik-forskningen så varieret til forskellige tider. Men den samme lange rejse er også vigtig til forståelse af en række af de faktorer, der har ført til en delvis sammensmeltning af humanistiske og samfundsvidenskabelige
indfaldsvinkler til medie- og journalistik-forskningen.

Jostein Gripsrud gør os langt mere bevidste om den tilsyneladende ubevidste opfattelse af den medieskabte verden. Bogen er dejlig fri for forsker-klynk om, at verden er af lave. Tværtimod påpeger den, at medierne kan være med til at gøre os til 'myndige mennesker', udvide spillerummet for selvstændig adfærd og kritisk tænkning på eksistentielle livsområder. Og dermed når bogen frem til rammerne for mediernes adfærd, altså mediepolitikken.

Mediepolitik handler for Gripsrud først og sidst om, hvorledes man bedst muligt opretholder og styrker befolkningens informations- og ytringsfrihed i bred forstand. Her vil der være stridigheder om midlerne, men langt færre om målet.

Stridighederne vil først og fremmest dreje sig om, i hvilken grad og med hvilke midler politikerne skal regulere mediernes interne forhold.

Gripsrud betoner, at mediernes redaktionelle frihed er afgørende for, at de kan løse deres samfundsopgaver. Men han anfører advarende, at vi trods national og transnational mediepolitik inden for en overskuelig fremtid kan stå over for medier, hvis indhold vi kun har begrænset indflydelse på – både som forbrugere og samfundsborgere.

I den situation opridser bogen til slut to strategier: Den ene er fortløbende dialog med medieproducenter, der er tilgængelige for dialog. Den anden strategi er at forholde sig kritisk vurderende til mediernes indhold.

Bogen er et vægtigt bidrag til fremme af begge strategier.

Gamle Madsens krimi

Der er lovlig meget Ekstra Bladet i Povl Høst-Madsens romandebut – og lidt for lidt Information.

* Povl Høst-Madsen:
"Trafficking A/S"
Modtryk.
255 sider, 249 kroner.

ANMELDELSE. En lummer direktør og en sexet sekretær på afveje finder et lig, og så går det ellers derudaf – med smæk for skillingen og satiriske kommentarer til samtiden.

Povl Høst-Madsen, forhenværende Gamle Madsen fra Ekstra Bladets bagside, har skrevet en kriminalroman, som har et tegneserieagtigt omslag og tilsvarende indhold. "Trafficking A/S" er en krimi-komedie eller en krimi-farce, som helt sikkert vil være et hit for de mange læsere, som morede sig over Ekstrablads-bagsiderne, som Høst-Madsen skrev sammen med Anders Lund Madsen.

Man skal læse bogen på grund af Madsens stil med lune kommentarer og vittigheder, for "Trafficking A/S" er ikke en sidevender af en traditionel spændingsroman. Der er ingen gåder og intet opklaringsarbejde. Læserne følger hele tiden med i alt, hvad der sker, og bliver på intet tidspunkt overrasket.

Alle personer er tegneserieagtige stereotyper, og det er formentlig også hensigten. Der henvises i hvert fald uafladeligt til Tintin-tegneserien, og helten hedder Tim Timmermann. Bogens temaer er på samme måde krimi-sterotyper: Mord, kvindehandel, sex og kærlighed, hvor alt ender godt, og helten og heltinden får hinanden i enden. Det hele er vildt urealistisk, og hverken handlingen eller personerne gør noget følelsesmæssigt indtryk på læseren.

Man kan alt efter temperament få sig et lille smil eller et stort grin over denne parodi på en krimi.

Det er svært med humor, og Povl Høst-Madsens rammer måske ikke mig helt præcist. Det er helt oplagt Gamle Madsen fra Ekstra Bladet, som har skrevet "Trafficking A/S". Personligt havde jeg havde nok håbet lidt på, at den var skrevet af den fremragende forhenværende retsreporter på Information, Povl Høst-Madsen.

Gid han vil skrive den næste.

På hat med sandheden

"In Cold Blood" må være en af verdens bedste journalistiske lærebøger

* Truman Capote:
"In Cold Blood"
Knopf Publishing Group.
368 sider, 14 dollars (kan blandt andet købes på www.amazon.com).

Anmeldt af Oliver Stilling, journalist, Euroman

ANMELDELSE. Et af adskillige lavpunkter i min tid på Journalisthøjskolen fandt sted, da salig Jan Stage dukkede op for at fortælle lidt om sin prisbelønnede episke journalistik. Det var vel en eftermiddag i 1997, og auditoriet var fyldt til sidste plads; det var rygtedes blandt eleverne, at manden med foto-vesten, de grånende lokker og det smalle, mørke blik var en af stjernerne fra den virkelige verden, og så gjaldt det ellers bare om at slå ørerne ud.

Da han havde talt færdig, var der åbent for spørgsmål fra salen. Som de første tog et par tweed-klædte repræsentanter for undervisningskorpset ordet og gik i rette med hans journalistik. De insinuerede, at den var subjektiv og upålidelig, at Stage lavede om på virkeligheden for at få den til at passe efter sit eget hoved, at det var mere fiktion end faktion. Det var noget med, at han et sted havde skrevet to piloter i et lille propelfly sammen til en enkelt. Underforstået: Nok skrev Stage sikkert godt, men det, han bedrev, var ikke 'rigtig journalistik' – altså sådan noget objektivt, fakta-baseret noget. Sandhed. Vi var nogle studerende, der krummede tæer på skolens vegne, for der var ikke andre til at gøre det. Jan Stage tog heldigvis angrebet i stiv arm og svarede roligt for sig.

Jeg kom til at tænke på episoden under læsningen af "In Cold Blood". Hvilken behandling ville man mon have trukket en gæstende Truman Capote igennem på Journalisthøjskolen? Tanken er næsten ikke til at udholde.

Til sin kriminalfortælling interviewede Capote ikke alene sine kilder uden at bruge båndoptager endsige papir og blyant, han gengav også fremmede menneskers lange, private samtaler, selv om han slet ikke havde været til stede. Ja, han gik sågar ind i hovederne på afdøde personer og beskrev, hvad de havde gjort sig af tanker i deres sidste timer.

Klassikeren "In Cold Blood" er en suveræn journalistisk kraftpræstation, som enhver, der beskæftiger sig med faget, bør studere med interesse. Et hurtigt resumé kunne lyde sådan her: I november 1959 bryder de to tidligere straffefanger Dick Hickock og Perry Smith ind i et hus i Holcomb i Kansas, hvor de skånselsløst henretter gårdejeren Herbert Clutter, hans hustru og to børn.

En stor del af bogen har Capote helliget Hickock og Perrys flugt fra åstedet og myndighedernes bestræbelser på at fange dem. Vi kan vel godt afsløre, at forbryderne ender med at blive hængt.

Capote læste om mordene og rejste i december samme år til Kansas for at skrive en artikel om indvirkningen på lokalsamfundet, der stadig var under mistanke. Det greb om sig og endte i "In Cold Blood", der blev udgivet i 1965.

I bogen skaber Capote gammeldags suspense ved at bruge basale litterære tricks som krydsklipning, flashback, flashforward og små virksomme teasere, der foregriber begivenhedernes gang. Det gør han fremragende, og bogen kan sagtens læses som en fortættet spændingsroman.

Capote kaldte selv "In Cold Blood" for en 'non-fiction novel' – en benævnelse, som hans kollega Norman Mailer syntes lød som 'en recept mod en uspecificeret sygdom'.

Bogen adskiller sig nu også fra anden skønlitteratur ved at indeholde en detaljerigdom af en anden verden, der visse steder grænser til det groteske. Hvis Capote kan slippe af sted med at skrive, at Mr. Clutter underskriver en check med en pen af mærket Parker, så gør han det. Man må så formode, at forfatteren er meget sikker i sin sag, at beskrivelsen bygger på for eksempel et vidneudsagn fra manden, der modtog checken, eller en begrundet formodning om, at Clutter altid brugte sin elskede Parker-pen. Det kunne naturligvis også være løst funderet gætteri, men for meget af den slags ville vælte det generelle indtryk af sandfærdighed.

Mangt og meget kan være gået helt anderledes til, end Truman Capote forestiller sig. Alligevel er "In Cold Blood" en perfekt lærebog i journalistik. Det handler jo i bund og grund om at holde oplysninger op imod hinanden og foretage en afvejning. Hvis man kigger ordentligt efter, kan man næsten på hver eneste side i "In Cold Blood" se Capotes journalistiske syninger. Man kan fornemme mange svagheder, og man kan se de fortælletekniske friheder, han har taget sig. Det er lærerigt.

I en artikel i The New Yorker (oktober 1997) fortalte politimanden Harold Nye, der figurerer i bogen, at Truman Capote havde bedt ham godkende nogle afsnit for at få fakta på plads. Det nægtede Nye at gøre, eftersom det, Capote havde skrevet, efter hans mening var upræcist. Capote havde ifølge Nye taget en kvinde og 'fiktionaliseret hende helt ud af trit med virkeligheden'. Capote blev sur og kaldte Nye en tyran.

"Det var sikkert en ligegyldig ting," sagde Harold Nye til The New Yorker.

"Bortset fra at jeg havde fået det indtryk, at bogen ville være faktuel, og det var den ikke – det var fiktion."

Se selv efter.