search

Pæn og prætentiøs Weekendavis

Bog: Forfatter: Forlag:

Danmarks klogeste ugeblad er blevet mere nydeligt, men også mere kedeligt at se på – og langt mindre originalt i sit visuelle udtryk.

ANMELDELSE. Det gamle design var genialt og formentlig en medvirkende faktor i den succeshistorie, Weekendavisen har været siden slutningen af firserne.

Erik Ellegaard Frederiksen skabte et avisformat, der funktionelt tog udgangspunkt i indholdets særlige karakter og samtidig med sin prunkløshed og djærve typografi stod for en uhøjtidelig modvægt til de mange kloge ord. På sin vis meget dansk, omend inspirationen kom fra italienske Il Messaggero.

Men der var brug for en oprydning. I de godt tyve år, der er gået, siden Ellegaard revolutionerede avisens udseende, har striben af redaktionelle tiltag og nye sektioner antaget de særeste visuelle former. Avisens designchef, Andreas Peretti, skal roses for at have skabt grafisk sammenhæng og konsekvens i avisens fire dele, samtidig med at der stort set ikke er pillet ved den velfungerende opbygning af historier og sider.

Valget af nye skrifttyper synes imidlertid uheldigt. Dels er friskheden borte, til fordel for et nobelt udtryk, der får avisen til at fremstå mere prætentiøs. Dels fungerer de nye skrifter ganske enkelt ikke lige så godt som de gamle.

Med sin ny typografi lægger Weekendavisen sig tæt op ad Die Zeit, og jeg har stirret længe og intenst på brødskriften for at finde ud af, hvorfor Adobe Garamond ikke spiller lige så godt i den danske udgave som syd for grænsen. I premierenummeret måtte trykket tage sin del af skylden, men det er rettet op i anden udgave. Når Die Zeit alligevel er mere letlæst, har det at gøre med bittesmå detaljer, såsom fast bagkant og knap så stor afstand mellem bogstaverne, samt det faktum, at de mange versaler i det tyske sprog gør skriftbilledet mere varieret.

Selv om Weekendavisens ny brødskrift virker mindre end den knap så elegante, men pokkers effektive Century Oldstyle, som den afløser, fylder den faktisk mere. Med den øgede linjeafstand kan der nu kun stå 85 bogstaver, hvor der før var plads til 100. Det går imidlertid først og fremmest ud over billederne, der i forvejen ikke var for store.

Rubrikskriften er den mest iøjnefaldende typografiske nyskabelse, et forsøg på at overføre Ellegaards idiosynkratiske bladhoved til et helt alfabet. Det virker som skønne spildte kræfter. Med undtagelse af bogstavet a ligger den ny, skræddersyede skrifttype så tæt på forbillederne Bodoni og Didot, at man med fordel kunne have valgt en af disse og fået en bedre funktionalitet – først og fremmest hvad angår kerningen, dvs. afstanden mellem de forskellige bogstavpar – til en billigere penge.

Som et tredje typografisk skridt har man skiftet Helvetica ud med Franklin Gothic, og til det kan vel ikke siges meget andet end: Nå.

En detalje, der illustrerer den harmonisering, avisen har gennemgået, og som i denne anmelders øjne har ført et tab af personlighed med sig, er netop bladhovedet. Oprindelig var det tegnet i to dæk – derfor det besynderlige "i". For en halv snes år siden blev man træt af de layoutmæssige problemer, denne opsætning medførte, og gik over til at sætte navnet i én linje. Nu er mærket taget ud af logotypen og placeret for sig selv, og det lille begyndelsesbogstav ændret til et almindeligt versal-W. Al den originalitet og fandenivoldskhed, der lå i Ellegaards udformning, er afløst af pænhed og normalitet.

Gudskelov er der intet, der tyder på, at avisens journalistik er på vej i samme retning.

PS: Se også tv-indslag: Journalisterne bestemmer selv på Weekendavisen

Ribergård & Munk gennemførte i 2003 et bladeftersyn på Weekendavisen og anbefalede dengang, at man gjorde designet mere eksklusivt/elegant. Set i bakspejlet måske ikke noget særlig godt råd. Men eftersom det ikke blev os, der kom til at udføre denne opgave, kan min kritik naturligvis læses som et udslag af, at "rønnebærrene er sure". Hvis man altså er i det humør.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen