Financial Times var først til at vise vejen uden om AppStore – og bomafgiften på 30 procent til Apple – med en HTML5-baseret tablet-version. Nu følger Jyllands-Posten samme spor, idet JP Tablet skal downloades direkte fra JP.dk. (Vel at mærke med iPad; er du så naiv at prøve fra en almindelig computer, vil du snart føle dig fortabt i et Dan Brown-agtigt univers, hvor hver ny ledetråd blot viser sig at føre til den næste).
Ifølge JPs præsentationsvideo skal den nye app ”forene det bedste af begge verdener” – den trykte og den digitale – ved at kombinere nettets løbende nyhedsopdatering og multimedia-features med ”avisens klassiske dyder”: overskuelighed, orden og flot design. Chefredaktøren lover fokus på læseoplevelsen og ”masser af kvalitetsjournalistik”, som efter en 30 dages gratis prøveperiode vil kunne blive fast inventar på din iPad for 99 kroner om måneden.
Modellen hedder JP Premium – et af utallige forsøg verden over på at få os til at betale for de nyheder, vi ellers havde vænnet os til at få gratis. For journalistikkens skyld må man håbe på, at en af disse mange modeller vil vise sig levedygtig, og JPs tilgang virker på flere måder lovende. Først og fremmest er læseoplevelsen netop så behagelig og fri for distraherende larm og links, som chefredaktøren lover. Brødskriften Georgia er et sikkert, men klogt valg, og Arial fungerer fint som supplement.
Arkitekturen er præget af en tilsvarende enkelhed og orden. Indholdet, der er fordelt på 13 sektioner plus det løse, kan man enten swipe igennem efter karrusel-princippet eller plukke fra via en oversigt i skærmens højre side. Udvalget kan ikke personaliseres, dog har brugeren mulighed for at gemme artikler til senere læsning. Med et tryk i nederste højre hjørne opdateres indholdet, men med hvilket tidsinterval der bliver skiftet ud i sortimentet, afsløres ikke. Dette ser undertegnede som et lille minus, især fordi en af JPs erklærede intentioner er at levere en publikation ”med en start og en slutning”. Det ville være nyttigt at vide, hvor ofte det kan svare sig at tjekke nyhederne.
JP Tablets største svaghed handler dog om den grafiske udformning. For det første fremstår forsiden lidt tyndbenet; den ligner ganske enkelt ikke en forside. Og den kommer hurtigt til at virke forudsigelig, fordi opbygningen er nøjagtig den samme, uanset hvilket indhold der puttes i den. For det andet kan det diskuteres, om designet er så ”flot”, som afsenderen har stillet i udsigt. På mig virker det, som om der er satset max på funktionaliteten, mens JP-varemærket og den grafiske stil er nedtonet i en grad, så det visuelle udtryk næsten bliver anonymt.
Smag og behag er forskellig, og nogle vil sikkert værdsætte JP Tablets neutrale udseende. Denne anmelder efterlyser en stærkere identitet og mere af den ”lækkerhed”, som vi ved, det er muligt at opnå på en iPad. Små skønhedsfejl, der dog ikke fjerner hovedindtrykket af et solidt og brugervenligt produkt … som fortjener at få så stort et betalende publikum, at der måske også med tiden kan blive råd til at pimpe grafikken lidt op.
Ole Munk er designkonsulent og grafisk formgiver, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation og ekstern lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.