Det er et paradoks, at danskerne bliver bombarderet med nyheder om USA eller Mellemøsten, mens vi ikke aner ret meget om vores europæiske baghave.
ANMELDELSE. Journalisterne gider ikke skrive om EU eller Europa. Det kan vi nørder altid skælde ud over i flyet til Bruxelles. Nu er der en gruppe frivillige, der faktisk gør noget ved det. De har genstartet det ambitiøse projekt Magasinet Europa.
Ideen er at diske op med baggrund og perspektiv om Europa på en lækker måde.
Magasinet Europa er før udkommet to gange som gratisblad, men pengene slap op. Nu relanceres det med fondsmidler i ryggen som et abonnementsblad, der udkommer fire gange årligt. Redaktionen er frivillig.
"Hvis dansk udenrigsjournalistik var en dessert, ville den smage af rødgrød, rødgrød, rødgrød," kritiserer chefredaktør Rasmus Reimer Ejsing i sin leder. Ud med den danske vinkel, ind med perspektiv. Til lanceringen var Ejsing heller ikke bleg for at sige, at ambitionen bag Magasinet Europa er, at det skal kunne konkurrere med TIME Magazine, Der Spiegel og Euroman i bladkiosken.
Bladet er uden tvivl en flot førsteudgave, men det journalistiske indhold er ujævnt, der sidder stadig spredehagl i konceptet, og det er ikke alle genrerne, der fungerer.
Den første artikel er et malplaceret forsøg på at vende nyhedstrekanten på hovedet i en historie om bier i Paris. Halvanden side med længere notitser fra de seneste tre måneder i Europa virker som tilfældige dryp om alt fra G-20 til Stieg Larsson. Et interview med redaktøren af netavisen EU Observer, Lisbeth Kirk, skrives som en drøj ærtesuppe af et portræt.
Den bærende artikel er til gengæld både spændende og velskrevet. Det er en hovedopgave fra Journalisthøjskolen om Islands krise, fortalt gennem en families historie over de seneste 50 år, og den passer glimrende til magasinets ambitiøse koncept. Ideen om at lave en hel side med citater fra forskellige eksperter fra Europa om Europa fungerer også overraskende godt og uakademisk. I artiklen "Hvor solen aldrig skinner" får vi en skæv vinkel på Østeuropa med velskrevet sarkasme.
Der er mange frivilligt-drevne magasiner i Danmark med højtravende ambitioner. Magasinet Europa er blandt de bedste. Men hvis de insisterer på at blive sammenlignet med TIME Magazine, så er der uendeligt langt igen.
Til gengæld tror jeg på, at der kan være et marked til Magasinet Europa, selv om det måske kommer til at leve af nørderne og må sætte revolutionen på stand-by.
Magasinet Europa
44 kroner per nummer.
Årsabonnement 160/220 kroner
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.