search

Orgasmen på side 176

Bog: Forfatter: Forlag:

Hvad får dog en begavet ung kvinde til at udstille sit eget manglede selvværd og præsentere sig selv som en totalt socialt uengageret, navlepillende, kropsfikseret og drukfældig babe med meget pæne bryster? Tilfældigheder? Penge? Jagten på berømmelse? Jagten på den eneste ene?

Tilhører du segmentet af mennesker, der svarer "top dollar nice", når nogen spørger dig, hvordan du har det? Nå, ikke? Det gør jeg heller ikke, og derfor er jeg måske heller ikke den rette til at anmelde Spacemermaid alias Charlotte Heje Haases weblog-samling, nu udgivet som romanen "1001 tårs tøsetanker" af Politikens Forlag.
Til gengæld rammer bogen mig som kernefamiliemor som Thors hammer fra en skyfri himmel. Det gør ondt. Meget ondt. For Spacemermaid kommer fra en kernefamilie og vil gerne have sin egen kernefamilie. Og jeg må tilstå: Hvis det er det, der kommer ud af kernefamilier, så vil jeg gerne skilles. NU. Så har min datter måske stadig en chance for at finde ind til sin egen sande sjæl i stedet for at jage rundt efter et eller andet uopnåeligt, ikke eksisterende ideal af småborgerlig kernefamilieidyl. Som Spacemermaid.
Der er to helt grundlæggende problemer med bogen. Genren og hovedpersonen.
En weblog er et interaktivt aktuelt medie, der består af en skribent og en masse kommentatorer. Alt det uden om skribenten er væk i denne weblog-roman. Der er kun Spacemermaid og hendes dagbog. Og den dagbog bliver hurtig kedelig. Der sker ikke rigtig nogen udvikling, der er ingen større pointer, ingen rød tråd, bare en masse – godt nok super velskrevne – små historier fra Spacemermaids dagligdag. Jeg har af og til læst Spacemermaids indlæg i Urban, og jeg synes, at de var både dejligt hudløse og sjove.
Netop webloggen som genre gør, at skribenten kan skabe en særlig udgave af sig selv, der ekskluderer nogle karaktertræk og booster nogle andre. Man får nogle små glimt af et menneske, men aldrig det hele. Så der er jo meget mere – og forhåbentlig noget helt andet – i Charlotte Heje Haase end i Spacemermaid. Og det er derfor, en weblog må forblive en weblog, og ikke samles til en bog, der foregiver, at den beskriver en virkelighed.
Som roman bliver webloggen nærmest en grusom parodi på sig selv.
Det bliver hovedpersonen også. Når jeg læser om hende, bliver jeg kun ked af det.
Hun er beskrevet (af sig selv?) som denne her frussede, g-strengstrussede, supersmukke pige, der bare famler rundt uden andre mål end sit forfatterskab og den eneste ene, uden noget som helst andet i hovedet end sig selv. Hun har tilsyneladende intet selvværd, undtagen når mænd siger, at hun er pæn, og hun afslører heller ingen grundlæggende livsværdier. Hvis hun har nogen, ligger de langt udenfor bogens ramme.
Hvor mange Nynner er der egentlig plads til i Danmark? Jeg kender ikke nogen hele Nynner. Jeg kender kun kvarte Nynner eller måske næsten halve Nynner. Men her er så endnu en hel castet Nynne – verden er tilsyneladende fuld af den slags totalt overfladiske, navlepillende piger – en i sandhed hæslig repræsentation af kvindekønnets evner som fuldt livsdueligt socialt individ.
Lavpunktet er, da Spacemermaid efter 176 siders diverse seksuelle aktiviteter skriver, at nu fik hun endelig en orgasme med en mand. Altså ikke nok med at de mænd, hun har lagt sig med på de foregående 176 sider ikke kan bruges til noget som helst følelsesmæssigt, hun får heller ikke noget ud af det seksuelt.
Det er så trist en kvindeskæbne, at jeg må spørge mig selv, om hun er lige så skrupforvirret over, hvad hun får ud af at komme i bogform. Er det dejligt i sig selv, eller er det bare noget, hun gør i jagten på noget helt, helt andet?

»Spacemermaid – 1001 tårs tøsetanker. En weblog«, Charlotte Heje Haase, Politiken, 196 sider, 199 kroner.

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen