Bog: Den der råber lyver
Forfatter: Lea Korsgaard
Forlag: Zetland (gratis download, gratis bog til medlemmer af Zetland)

Anmelder: Maria Brus Pedersen, journaliststuderende, DMJX

Måske tager jeg munden for fuld, når jeg kalder Lea Korsgaards nye bog ’Den der råber lyver’ for en grundbog for journalister, men nu gør jeg det, som Korsgaard efterlyser i sin bog – prøver at have en holdning. Prøver at tage stilling til samfundsdebatten, sætte den i kontekst. Prøver på ikke at være nøgen og uforberedt journalist, der kun reporterer i mikroperspektiv.

Bogen er i lommestørrelse med syv råd til dagens mediebrugere – dig, mig og os, der skal navigere i en medievirkelighed, hvor information flyver gennem luften konstant, og hvor fake news er blevet en del af vores ordforråd. En medievirksomhed, hvor alle med en smartphone og en konto på et socialt medie kan agere nyhedsjournalist, og hvor USA's præsident har erklæret krig mod pressen – der så til gengæld kalder det nyheder, hver gang han tweeter noget nyt i versaler.  

Men bogen er mindst lige så vigtig for journalister som for mediebrugere. Måske endda vigtigere. For vi har som medier et kæmpe ansvar. Vi sætter stadig dagsorden. Og den dagsorden bliver hurtigere, højere, vildere og dummere. Og den offentlige samtale bliver dummere som resultat.

Ifølge Lea Korsgaard er der tre grunde til, at løgnen har fået bedre vilkår i den offentlige samtale i dag. For det første er der den teknologiske revolution. Det er ikke længere forbeholdt journalister at reportere om verdens gang. For det andet mener Lea Korsgaard, at vi lige nu ser skyggesiden af det 20. århundredes opgør mod autoriteter – hvor vi før var kritiske over for patriarkatet, den sorte skole og præstestyret, er vi i dag kritiske over for alle autoriteter. Også dem, vi burde stole på, fordi de ligger inde med vigtig viden. Den tredje grund kunne man kalde ”den virkelighedsfjerne offentlige debat”. Vi så det i stor stil under præsidentvalget – hvordan en stor vestlig middelklasse i lang tid havde kunnet se og mærke globaliseringens bagside, men var blevet dømt ude af samtalen som det dårlige, privilegerede og racistiske selskab. Og som så svarede igen ved at stemme på Trump. Det er alle sammen ting, der har ændret vilkårene for den offentlige samtale. Og derfor må vi som medieproducenter producere på en anden måde, og vi som mediebrugere må forbruge på en anden måde. Smartere, langsommere og uden at miste blikket for det store perspektiv. Prøv engang at overveje, hvis samtlige medier fra i morgen kun producerede det halve antal nyheder af, hvad de plejer. Hvad mon der ville ske? Måske ville vi se flere nyheder, der satte begivenheder ind i en kontekst – og færre nyheder om, at USA's præsident havde skrevet endnu et tweet.

Lea Korsgaards minibog er et vigtigt opråb, og den bør sættes på pensumlisten på samtlige journalistiske uddannelser. Den er et nødvendigt opgør med idéen om, at den nøgne, refererende journalist, den tilstræbt objektive samfundstjener, er den eneste rigtige. Hun argumenterer tilmed for, at med de ændrede betingelser for journalistikken er det på tide, at den nøgne journalistik får noget tøj på. Vi skal ikke bare fortælle, hvad der sker. Det kan alle gøre. Vi skal sætte begivenhederne i perspektiv og gøre læseren klogere. Skære igennem støjen i stedet for at lave den.