Det er pludselig blevet sæson for biografier om Ellen Hørup. Inden for et par måneder er der udkommet to af slagsen, efter at der ellers havde været stille om hendes eftermæle siden hendes død i 1953 – oven på et langt liv i journalistikkens og humanismens tjeneste. I sommer udkom historikeren Lone Rünitz’ biografi, og nu er det så Maria Grønlykke, som formidler Ellen Hørups eventyrlige globetrotterliv, der først for alvor kom på skinner efter hendes fars død i 1902. En herre ved navn Viggo Hørup, der i 1884 havde grundlagt dagbladet Politiken sammen med den radikale partifælle (og nådesløse teateranmelder) Edvard Brandes og forretningsmanden Herman Bing, der leverede den nødvendige startkapital.

Avisen skulle vise sig at blive en tordnende succes; både hvad politisk og forretningsmæssig gennemslagskraft angik. Der var således solid indtjening på den aktiepost, Ellen Hørup arvede efter sin far, der døde med både de chefredaktionelle og ministerielle støvler på, hvilket finansierede hendes omkringfarende liv resten af hendes dage.

Det blev nemlig aldrig til en fast stilling på avisen (som hun først vovede at melde sig som skribent hos efter farens død). Dette skyldtes ikke bare, at journalistikken var et mandefag på den tid, hvilket understreges ved den kendsgerning, at før Ellen Hørup begyndte at skrive artikler hjem fra nær og fjern(østen), havde ingen kvinder reporteret uden for landets grænser i danske medier.

Formentlig har det også spillet (meget) ind, at Ellen Hørups artikler var biased, så det baskede. Ingen tvivl om, hvis side den politisk progressive og pacifistisk sindede journalist/polemiker stod på, når det kom til spørgsmål som oprustning, kolonialisme, ligestilling, børneopdragelse og mange af tidens andre presserende spørgsmål. Som det fremgår i Maria Grønlykkes biografi, blev noget af hendes journalistik også udlagt som ikke bare pro-socialistisk, men også pro-sovjetisk.

En hård fortolkning, men nogen helt neutral iagttager var hun ikke, hvilket ikke huede en mand som Henrik Cavling, der overtog chefredaktørposten på Politiken efter hendes far. Herefter transformerede han bladet i retning af mere news end views – baseret på den inspiration, han havde hentet på studieture til USA. Så nu stod den på fair omnibusavis-journalistik; baseret på beskrivende reportager, hvor meningerne måtte vige for den tilstræbte objektivitet – hvorfor mange af Ellen Hørups artikler blev kasseret. Selv når hun for eksempel kom helt til Indien og omgikkes Gandhi under Indiens løsrivelseskamp.

Maria Grønlykke gør sig ellers gerne i historiske romaner, og det var ligeledes hendes ønske at forløse den, ifølge hende, også filmegnede figur Ellen Hørups liv i skønlitterært format. Men her stødte hun gentagne gange panden mod muren hos sit forlag, Gyldendal, skriver hun. Hverken forfatter eller forlag har antageligt kendt til, at man ville blive overhalet af en anden forfatter. Men mon ikke forlaget i dag ærgrer sig lidt over, at man kom ind som nummer to – i enhver forstand – og Grønlykke ikke fik chancen med ønskeprojektet.

Johs Lynge er freelancejournalist