Bog: Tackla Hatet, Om näthat, hot – och hur du skyddar dig
Forfatter: Rebecka Bohlin
Forlag: Ordfront (256 sider,  189 sv. kr.)
Anmelder: Abelone Glahn, Amedia

ANMELDELSE. Det er skrappe sager, nogle af vores svenske kolleger har været ude for. Ikke kun tusindvis af hademails, trolling og trusler både af journalist og familie på diverse sociale medier, domaine­kapring af flere end 1.800 journalisters og debattørers navne, uønskede besøg på familiemedlemmers privatadresser med mere, men også voldsomme fysiske trusler, regulære overfald, brandattentater, bomber og mordforsøg.

Den svenske freelancejournalist Rebecka Bohlin beskriver den nye virkelighed for journalister, især dem, der skriver om højreekstremister, kvinders rettigheder, homoseksuelle, indvandrere – og sportsklubber!

Du får bestemt ikke en quickguide til, hvordan du med et snuptag tackler nethadet, men en grundig gennemgang af, hvad der udløser hadet, hvem der næres og hvordan af det, og ikke mindst hvordan det tackles af såvel enkeltpersoner som af redaktioner, chefer og politi.

Kolleger fortæller i detaljer, hvad de har været udsat for, og hvordan de har reageret. De beskriver, hvordan de beskytter deres bolig, får brandalarmer, flytter bopælen væk fra stueetagen, undgår hverdagsmønstre, der kan gøre dem sårbare, kobler sig fra sociale medier i perioder og får andre til at læse den bugnende indbakke etcetera. Hun interviewer også udenlandske journalister, der trues på livet, fordi de går imod magthavere og mafia.

Selv om Bohlin påpeger, at det er de færreste, der gør alvor af truslerne, og at det i det hele taget er få (men ofte stærkt systematiserede), der truer, påvirkes de ramte kraftigt. Heldigvis er hele bogen spækket med eksempler på, hvad man kan stille op, både lavpraktisk og i forhold til at være mere opmærksom på at spejle hele samfundet i det, vi skriver. Svære dilemmaer vendes, såsom hvorvidt man skal svare på hadefulde trusler og gå i dialog, eller om man skal fortælle, at man bliver påvirket af de grove trusler. Erfaringerne er vidt forskellige, og løsningerne meget afhængige af den enkelte. Nogle af vore kolleger betaler en endog meget høj pris for at kunne skrive, især freelancere, der ikke er beskyttet af en redaktion. 

En vigtig pointe er, at problemet ikke må gøres individuelt: Det er ikke enkeltindividet, der skal stå op imod hadet, som nogle gange fører til social isolation, fordi man er ”farlig” at være sammen med, eller til selvhad og selvmordstanker; vi skal på såvel små som store redaktioner tale om, hvad vi er udsat for, og sammen finde løsninger, der er holdbare, såsom moderation af kommentarspor og rutineopsamling og registrering af krænkelserne, så sikkerhedschefen kan se eventuelle mønstre og finde frem til dem, der skal anmeldes. 

Jeg savner lidt, at de mange råd fra hvert kapitel blev samlet i en oversigt ved slutningen af det pågældende kapitel. Især i kapitlet om, hvordan arbejdspladsens og retsinstansernes ansvar kan udforme sig i konkrete handlinger. Det kunne gavne den fælles indsats, som Bohlin efterlyser. Bogen retter sig tydeligvis mod svenske forhold med blandt andet grænseoverskridende højreorienterede blogs og sites, hvis grovhed og omfang vi ikke har set (endnu) i Danmark. Netop derfor er bogen rettidig, fordi vi i Danmark kan nå at forebygge og skabe fornuftige rutiner mod det voksende nethad, inden det værste sker.