Min 16-årige søn vil i gymnasiet, når han kommer hjem fra efterskole til næste sommer. Knægten har (lig hvad der lader til at være samtlige andre københavnerunger) kastet sin kærlighed på Christianshavns Gymnasium, eller ”CG”, som stedet selvfølgelig hedder, for det er her, man går, hvis man tilhører den kreative klasse. Der er bare det problem, at CG er så søgt, at man skal bo inden for en magisk og stadigt skiftende radius på omkring 4,2 km for at være sikker på at komme ind. Ellers risikerer man – gud forbyde det – at havne i Hvidovre, og hvem vil henslæbe sin gymnasietid der? Kilometerkravet driver desperate familier til at skifte folkeregisteradresse – i hvert fald på papiret, for at sikre deres poder adgang til CG. Så vigtigt er det at tilhøre indercirklen.

Gymnasievalgsproblematikken – eller rækkevidden af den – står for mig i et nyt og ubehageligt klart lys efter at have læst Lene Tanggaards nye bog ’Det kreative nej – om at bruge afvisninger som drivkraft’. Vi lever nemlig i det, Tanggaard (kreativitetsforskeren par excellence samt rektor for Designskolen i Kolding) kalder et ”adgangssamfund”, en udløber af konkurrencestaten, hvor individets hovedopgave i tilværelsen er blevet optimeringen af egne (og ens poders) chancer i livet. Det er en tid, som (med Tanggaards henvisning til professor Zuboff) er præget af ”både reel og oplevet ulighed, samt en følelse af uretfærdighed”, og her får afvisninger – og evnen til at tackle dem – øget betydning i alle aspekter af vores liv.

Lene Tanggaard gør – i den metakommunikation om bogens indhold og sigte, der fylder en betragtelig del af bogens blot halvandet hundrede sider – meget ud af at sige, at ’Det kreative nej’ ikke er en praktisk håndbog med tips til at blive bedre til at tackle det at blive afvist, eller til selv at give elegante afvisninger, men derimod en bog, der gør læseren klogere på fænomenet. Og klogere, det bliver man, blandt andet på de nye mulighedsrum, en afvisning også kan være nøglen til, og på, hvor vigtigt det er at være med til at skabe stærke og trygge arbejdsfællesskaber, hvor man ”sammen tør mere, kan dele det svære, smide noget blufærdighed og ikke være bange for at blive afvist”.

Det siges, at man (med en umusikalsk oversættelse) ikke skal vurdere en bog på dens omslag. Med det in mente har jeg prøvet at ignorere det kække ved indpakningen af ’Det kreative nej – om at bruge afvisninger som drivkraft’. Lene Tanggaard har nemlig skrevet en bog, der er alt andet end kæk og handlingsanvisende. ’Det kreative nej’ har nærmere karakter af forundersøgelse og eftertænksom indkredsning af, hvad afvisninger betyder for det senmoderne menneske i en tid, hvor vi med forfatterens ord er blevet mindre robuste og dårligere til at tackle – afvisninger. Som læser lades jeg tilbage med en fornemmelse af, at Tanggaard i virkeligheden er ved at arbejde sig ind på et endnu større og vigtigere stof, end bogen i sin nuværende udgave når omkring.

Anmelder: Julie Asmussen, partner i Sekundant