Bog: Det forsvundne folk

Forfatter: Lars Olsen

Forlag: Gyldendal (188 sider, 250 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

Den gamle Politiken-journalist Lars Olsen har, siden han tog springet ud i tilværelsen som forfatter og politisk kommentator, fundet sig en (fastlåst) position, baseret på et nogenlunde ledigt standpunkt, i den debatterende medieklasse.

Her oplever han sig omgivet af elitære ansigter, så langt øjet rækker: politikere, forskere fra universiteter og tænketanke, erhvervsfolk, journalister – og diverse andre intellektuelle og kulturpinger.

Problemet er i Olsens optik, at man på (næsten) alle fronter i debatten ikke har blik for dem, der gør det grove på arbejdsmarkedet (39 procent), og som ikke har overskud/gunstige betingelser til at blande sig og påvirke dagsordenen. Og hermed ender det hele med ”etablerede politikere og liberale økonomer, der øger arbejdsudbuddet og bevidst undergraver samfundets brede lag”. Foruden ”progressive meningsdannere, som er mere engageret i muslimske homoer og sexchikane blandt filmfolk end af levevilkårene for leverpostejfarvede”.

I sædvanlig indigneret stil gør Olsen i sin nye bog ’Det forsvundne folk’ opmærksom på de dårligdomme, der følger med nutidens såkaldte velfærdsreformer. De svækker tilliden til politikerne, og samfundets sammenhængskraft trues; populister får vind i sejlene, samtidig med at sofavælgerne bliver flere og flere.

Mange paralleller kan drages til udviklingen på arbejdsmarkedet og herpå politisk i lande som USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien – og det gør forfatteren med læseværdigt analytisk blik.

Skal der rettes op på miseren, kræver det, ifølge Olsen, at ikke bare politikerne, men også medierne tager skeen i den anden hånd. Der skal blandt andet skrues op for den traditionelle – men næsten uddøde – arbejdsmarkedsjournalistik, ligesom (leje)boligstofområdet trænger til et boost. I det omfang, der i dag stadig er lidt af den slags at læse, varetages det nemlig på stedmoderlig vis af erhvervsredaktioner, der gerne giver mikrofonen til diverse økonomer og ”erhvervsspidser” – men ikke plejer kilder i de faglige organisationer og ude på arbejdspladserne.

Så det kniber altså både med interessen og kompetencen. Skyldes det, at man som ansat i medierne er endt i samme båd som den politiske, (erhvervs-)økonomiske og kulturelle elite, man servicerer med taletid og klummeplads?

Skulle man ønske at få åbenbaret Lars Olsens svar på det spørgsmål, skal man ikke forberede sig på overraskelser. De mange uddybninger af hans (ledige) standpunkter er imidlertid udbytterig læsning, eftersom datamaterialet er massivt og velvalgt – og analyserne skarpe.