Øv dig – meget!

Bog: Forfatter: Forlag:

 X-faktor – kom gennem glasset – bryd muren – bliv set – bliv husket. Forfatterne med solid praktisk og teoretisk baggrund lover læserne af "Guide til kommunikation i modvind" en række konkrete råd til at opnå den eftertragtede status som den, der bliver lyttet til.

ANMELDELSE.Den gode nyhed er, at håndbogen – efter et noget langt tilløb i forord og intro – er fyldt med jordnære, praktiske og brugbare eksempler og håndgreb. Den dårlige – og sande – nyhed er, at herfra skal du gøre arbejdet!
Her er ingen quick fix.
Ordene " i modvind" i bogens titel refererer til det faktum, at vi alle slås om tilhørernes tid. Og det befriende er, at forfatterne i stedet for at brokke sig forholder sig til den virkelighed, hvor tilhørerne sms'er eller sidder begravet i deres iphones og computere. Multitasking hedder det så kreativt, manglende opmærksomhed og dårlig opdragelse kunne man vælge at kalde det.
Men her er ingen klynk – derimod 10 gode pointer, som på de 123 sider foldes ud. De gode eksempler på mennesker, der lykkes, fordi de holder fokus, rækker fra Michael Laudrup til Obama til Niels Lan Doky. Og her er vi så ved det centrale budskab: De gode er kommet i mesterklassen, fordi de øver sig …
Behøver man så at læse en bog fra Gyldendal Business for at komme i besiddelse af den viden? Man behøver i hvert fald bare gå til en konference, lytte til en politisk debat eller se en TV Avis for at støde på stribevis af mennesker, der spilder vores tid og ikke har krav på respekt – fordi de ikke har gjort deres hjemmearbejde. Det ville være befriende, hvis en stribe eksperter, politikere og erhvervsfolk fik denne lille bog i julegave – og især hvis de læste den og prøvede at lære.
Povl Christian Henningsen og Kresten Schultz Jørgensen er også parate til at aflive PowerPoints. Tak for opfordringen til at smide disse søvndyssende krykker på bålet, medmindre de tjener et klart grafisk formål – og ikke bare er en skrivemaskine med store typer.
Der er en grund til, at man går tre år på skuespillerskolen – og dertil også gerne skal have talent. Så størst tak skal forfatterne have for det afsluttende kapitel, der er lige så stramt, som de første er slappe. Læserne bliver sendt videre ud i verden med en opfordring til ikke at lave om på sig selv – men derimod til at turde gribe chancer og improvisere. For at kunne det skal man have styr på viden, tilstedeværelse, sprog og krop.
Man bliver (desværre) ikke tynd af at læse ugebladenes mirakelkure. Man bliver nok heller ikke en god kommunikator af at læse "Bryd muren. Guide til kommunikation i modvind". Men hvis man har viljen til at lytte og lære, er den et rigtig godt afsæt.

Anna Vinding er chefkonsulent i DSB

"Bryd muren. Guide til kommunikation i modvind"
Povl Christian Henningsen og Kresten Schultz Jørgensen
Gyldendal Business
130 sider, 200 kroner

0 Kommentarer