ANMELDELSE. Truth, transparency, community. Det er de etiske principper for det 21. århundredes journalistik i USA ifølge en ny bog fra Poynter, hvor en række fremtrædende skribenter bidrager med hvert deres essay. ‘Sandheden’ er det eneste princip, som er bevaret, mens ‘gennemsigtighed’ har erstattet ‘uafhængighed’, og ‘community’ har erstattet princippet om ikke at minimere skaderne ved journalistikken (minimize harm).

At gennemsigtighed og community er nye principper, er indlysende i en tid, hvor enhver kan lave journalistik – fra teenagere, eksperter og andre individer over non-profits og tænketanke til multinationale selskaber og stater. Så de, der sætter troværdighed højt, er nødt til at være fuldt ud gennemsigtige – eller ekstremt åbne – om, hvorfor de bruger bestemte kilder og kildernes motiver, om deres egne grunde til at forfølge en historie, deres valg af vinkel og ikke mindst om deres fejl og mangler, lyder bogens budskab.

Det er dog bogens kapitler om community, som er mest interessante.

Ifølge Gilad Lotan, dataanalytiker i Betaworks, der laver visualiseringer for The New York Times, handler det ikke længere om, hvad man offentliggør, men om ens indhold får opmærksomhed.

“Evnen til at skaffe opmærksomhed, altså evnen til at forstå, hvordan mennesker administrerer deres opmærksomhed, er den sande magt i dag,” skriver han.

Det handler ikke nødvendigvis om at have mange followers, men om at have autoritet, vække tillid og være overbevisende som eksempelvis @keithurbahn. I 2011 skrev han til sine 1.016 followers på Twitter: “So I am told by a reputable person that they have killed Osama Bin Laden. Hot damn.”  I løbet af to minutter blev han retweetet og kommenteret af 300 andre, nogle af dem meget indflydelsesrige med over 50.000 followers, som dermed blåstemplede Keith Urbahn, der engang arbejdede for den forhenværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld.

Klummeskribenten på Seattle Times Monica Guzman leverer det bedste indlæg med en del eksempler på, hvordan journalister kan agere med nutidens ‘self-informing public’, som hun kalder det, der engang var publikum. Hun peger på Andy Carvin fra NPR som en af dem, der har formået både at lave indhold og engagere sit community. Og på Tracy Record, der kunne kaldes en moderne formand for en beboerforening. Med The West Seattle Blog samler og fordeler Record indhold for og fra 90.000 beboere. Selv om hun skriver det meste indhold selv, efterlader hun altid en åbning for en opdatering fra en af borgerne, for nutidens nyheder er altid i beta, skriver Guzman, nyheder er ikke længere produkter, de er processer. Journalisten laver ikke nyheder til folk, men med folk, og det opmuntrer som regel folk til at blive som journalister.

Sociale medier spiller en stor rolle i nyhedsbilledet og opbygningen af et community. Ét enkelt indlæg giver traditionelle medier en ordentlig opsang. Det er journalisten Dan Gillmor, der underviser ikke-journalister i at være ‘medieaktive’ og opføre sig som de bedste udgaver af journalister.

Han advarer dog medierne mod at kaste sig i grams med Google, Facebook, Apple, Twitter etc, fordi de i sidste ende er de journalistiske mediers værste konkurrenter i forhold til at suge annoncekronerne til sig, og fordi det er svært at udøve kritisk journalistik over for magthaverne, hvis magthaverne er nogle, man er blevet afhængige af for at nå sit publikum. Derfor skriver Gillmor, at ens egen hjemmeside, som man selv har fuld kontrol over, altid bør være et medies absolut første prioritet.

The New Ethics of Journalism, Principles for the 21st Century
Kelly McBride, Poynter Institute
Sage Publications Inc
256 sider

Pernille Tranberg er fellow ved Syddansk Universitet og findes på www.digital-identitet.dk