search

Ny viden for skriftelskere

Bog: Forfatter: Forlag:

"Need to know og nice to know om bogstavformer og skrifttegn" er undertitlen på Henrik Birkvigs nyeste udgivelse "Birkvigs typografiske mosaik". Bogen er en samling af artikler, hvoraf hovedparten tidligere har været publiceret, og tilsammen danner de en mosaik af grundlæggende typografisk viden og så en hel masse kuriositeter, der for en skriftfreak er det rene guf.

Vidste du for eksempel, at snabel-a hedder "kanelbolle" på norsk?

Snabel-a'et (@), et-tegnet (&), euro-tegnet (€) og alinea-tegnet (¶) har deres eget kapitel i bogen, ligesom der er et meget spændende kapitel om ligaturer (sammenkædede bogstaver), et kapitel om uncialet & initialet (fremhævede begyndelsesbogstaver), et om tallenes form m.fl.

Bogen er rigt illustreret. Det er tydeligt, at Henrik Birkvig (og hans skriftinteresserede venner!) har øjnene åbne og kameraet med, hvor de færdes, klar til at fotografere spændende typografiske fænomener.

Bogen er nok mest interessant for os, der i forvejen er tunet ind på skrift og typografi. Men Henrik Birkvig er flink til at forklare begreberne, så alle vil kunne få glæde af bogen og blive klogere af at læse den. Bogen behøves ikke at blive læst fra ende til anden, endsige i rækkefølge – de 12 kapitler kan læses uafhængigt af hinanden.

Henrik Birkvig: Birkvigs typografiske mosaik, 136 sider. Format 21 x 29,7 cm. Paperback – garnhæftet, pris 300 kr. + forsendelse.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen