Bog: Kvinde kend dit netværk
Forfattere: Katja Iversen og Lisbeth A. Bille
Forlag: People'sPress (152 sider, 249 kroner)
Anmelder: Julie Asmussen, grafisk designer, pr-medarbejder og underviser
Jeg har af en eller anden grund aldrig rigtig været bange for at tale i store forsamlinger. Til gengæld lider jeg af noget, der grænser til social fobi, hvis der skal småsludres. Særligt med folk, jeg ikke kender, og særligt med kvinder. Herudover plages jeg af et opslidende prinsesse på ærten-syndrom, når det kommer til søvn, hvilket ganske vist har sparet mig for mange tømmermænd, men desværre også en masse sjove oplevelser og møder med nye mennesker gennem årene.
Lider man af både social angst og søvnsippethed, får man det svært som netværker, skal man tro Katja Iversen, der i sin nye letlæste og (med journalisten Lisbeth A. Bille) velskrevne bog ’Kvinde kend dit netværk’ deler ud af sine erfaringer med at netværke professionelt som leder af organisationen Women Deliver.
For at blive en god netværker er det nemlig rigtig godt at sætte helhjertet pris på ”hverdagens små åndehuller af hyggelige samtaler uden særligt formål” (allerede her mærker jeg angstens sved krible frem på mine 1/64-aspi-håndflader), og så er det også virkelig smart at være en super powernapper, der kan sove hvornår og hvor længe som helst på flyet, tilfældige medpassagerers skuldre eller på toiletter, så man kan være frisk til de flerugentlige aftenreceptioner og (særligt på høje hæle) udmarvende konferencer og natlige mail- og SoMe-korrespondancer, som etableringen og vedligeholdelsen af et globalt netværk med verdens topchefer og beslutningstagere kræver.
Iversen gør ellers netop meget ud af at inspirere og opmuntre introverte folk som mig, blandt andet med anvisninger på, hvordan man snarere end at se på det at netværke som en kynisk kalkuleret manøvre udført til egen fordel, i stedet skal holde fokus på, hvem man vil løse og løfte opgaver med til fordel og glæde for alle involverede.
Bogen er måske særligt interessant for medarbejdere i organisationer som Women Deliver, der gennem netværksarbejdet (med et Obama’sk udtryk) bliver i stand til at ”punch’e above its weight”, selv om Iversen nok ville puffe mig venligt i ryggen og fremhæve, at bogens hovedpointe er, at det at netværke er et håndværk, og at det kan læres af alle, når blot man holder fokus på, hvem man vil gavne og med hvad.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.