Bog: Minefelter
Forfatter: Jens Nauntofte
Forlag: Politikens Forlag (344 sider, 300 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

Det er de store træer i skoven af gamle DR-reportere, der falder i disse år. Frank Esmann, Ole Sippel, senest Vibeke Sperling og ligeledes for nylig Jens Nauntofte, der dog nåede at færdiggøre sin omfangsrige, alsidige erindringsbog ’Minefelter’, som en anden DR-veteran, Leif Davidsen, har forsynet med et forord, hvor det professionelle balancerer fint med det private perspektiv.

Og hvis man, som denne læser, forventede, at det var det professionelle perspektiv, som Nauntofte selv ville rendyrke i denne bog – for der er jo nok af udflugter med historiske højdepunkter at plukke fra – tog man fejl. Heldigvis. For udenrigsreporteren havde nemlig et privatliv, der er både lærerigt og lidt skræmmende at blive lukket ind i. Allerede fra barndommen i borgerskabshjemmet, hvor han vokser op i en familie med tjenestefolk, der regeres med autoritær/sadistisk hånd af en far, som aldrig forstod, at hans søn ikke fulgte den nationalt og kristeligt forankrede borgerlige vej, far ellers nøje havde udstukket for sin søn.

At det måtte komme til et brud mellem dem, overrasker selvfølgelig ikke, når man ved, hvad der siden blev af Jens Nauntofte, der fik ubændig udlængsel og sprang fra sin shipping-læreplads og rejste rundt på eventyr i Europa og Mellemøsten, og der fattede interesse for journalistikken. Der var nu også lidt at rapportere om de steder, han kom forbi i sine formative år i 60’erne, hvor han for eksempel oplevede Berlinmur-byggeriet og Seksdages-krigen, der firdoblede Israels territorium og mangedoblede det palæstinensiske folks trængsler. Nauntofte betrådte nye stier i statsradiofonien ved også at præsentere den palæstinensiske side af sagen og fik hug for det – inden for såvel som uden for institutionen. Men Nauntofte blev hurtigt ”hårdhudet” over for angrebene. Imidlertid fik han i sit otium mange årtier senere et overrumplende dybt stød, der tilsyneladende pinte ham en anelse til det sidste. En (under)gravende journalist fra DR2 stegte nemlig Nauntofte i hans gamle Vietnam-reportagestof, der blev udstillet i den afslørende/opreklamerede dokumentarføljeton ’Jagten på de røde lejesvende’. Her mærkede Nauntofte ”afmagten over journalistikkens beskidte kneb”, selv om offeret ikke er blind for, at han måske var lidt ”venstreorienteret light” i sin verdensanskuelse i sin tid.

Nauntofte efterlader sig i hvert fald et overflødighedshorn af uforglemmelige oplevelser, nedfældet i en velskrevet bog, som folk med interesse for udenrigsjournalistik og/eller selvudleverende erindringslitteratur næppe vil finde kedelig.