search

Når den helt store læk rammer redaktionen

Bog: Forfatter: Forlag:

For et år siden var de en flok idealistiske nørder, WikiLeaks-folkene. I dag er de ombejlede som rockstjerner. Og det fyger med alskens sladder om kævl og skænderier – som var de rockstjerner.

ANMELDELSE. En del af deres berømmelse kan meget vel være opnået gennem samarbejdet med etablerede medier som Guardian, New York Times og Spiegel. Det fortæller denne bog om.
Måske begyndte det hele i virkeligheden i en militærlejr i nærheden af Bagdad i Irak for et år siden, da en ung amerikansk soldat blev så rystet over en ordre, at han besluttede at følge sin samvittighed. Bradley Mannings sidder i dag i et amerikansk militærfængsel i isolation. En af de få, der får lov at besøge ham, fortæller om et menneske, der forfalder mere og mere under de umenneskelige forhold. Hvis det virkelig var Mannings, der lækkede de mange dokumenter, er det en klassisk historie om en mand, der fulgte sin samvittighed. Mannings blev af sin chef bedt om at hjælpe irakisk politi med at finde skurke bag en "anti-irakisk" artikel. 15 mennesker var allerede arresteret. Men den "anti-irakiske litteratur" var en artikel i akademisk stil. Under overskriften "Where did the money go" analyserede skribenterne korruptionens spor i premierministerens kabinet. Opbragt løb Mannings til sin chef – aktionen måtte være en misforståelse? Han blev blot beordret om at følge ordren …
Guardian-journalisterne David Leigh og Luke Hardings beskriver Mannings rystende oplevelse som udløseren for hele sagen. I deres nye bog beskriver de den unge soldat som en trist dreng og en tragisk helt. Hans historie er et glimrende eksempel på en af bogens absolutte styrker: Velfortalte portrætter.
Det andet hovedportræt er beskrivelsen af Julian Assange. Ligesom Mannings portræt handler det om ham, han er ikke selv med. Mens Mannings er fængslet og afskåret fra kommunikation, kan den manglende kommentar fra Assange tolkes som del af portrættet: Det månedlange nære samarbejde med Guardian-journalisterne ser nu ud til at være endt i åben uenighed. Se blot de sidste 10 minutter af klippet fra den norske graverkonference, hvor David Leigh taler med endog meget store bogstaver med WikiLeaks' talsmand http://skup.aventia.no/webtv/pages/?clipid=43&sid=8. Hele den strid kan Julian Assanges egen biografi måske give svar på – den ventes i løbet af i år.
For WikiLeaks-afficionadas er bogen altså kun et intermezzo, mens de venter på Assanges egen bog, der ventes i løbet af i år. For journalister derimod er Leigh og Hardings bog et fund. Skridt for skridt fortæller de, hvad der sker, når redaktionen rammes af den hel store lækage.
Bogen beskriver, hvordan det lykkedes at få Assange til at samarbejde, selv om han har et dybfølt afvisende forhold til mainstream medier. To verdener mødes. Assanges forsøg på at lære engelsk journalistiks grand old men forsigtighed ved løbende at skifte sim-kort er underholdende læsning. Metodisk går bogen ind og beskriver den journalistiske proces fra den første kontakt med Assange over server-sikkerhed, den omfattende research, mediejura, etiske overvejelser og koordinering af udgivelser i flere lande på en gang. Det lykkes, uden at læsningen på noget tidspunkt bliver kedeligt.
I debatten efter Wiki-lækkene var der stemmer, der varslede helt nye tider for journalistikken, ja, at journalister måske næsten blev overflødige, når nu de hårde fakta kunne lækkes i så store mængder. David Leigh og Luke Hardings bog afliver den påstand. Kildebeskyttelse, research og analyse er afgørende, når dokumenter lækkes til medier. Bogen viser, hvordan grundig journalistik bliver mere nødvendig end nogensinde.

"Wikileaks – Inside Julian Assange's War on Secrecy"
David Leigh & Luke Harding
Guardianbooks, 2011

Brigitte Alfter er freelancejournalist

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen